Venstre-politiker: Afskaf kommunerne

Anne V. Kristensen foreslår, at man slår kommuner og regioner sammen i fem nye enheder.

090414_Anne_V._Kristensen.jpg

Næstformanden for det midtjyske regionsråd, Venstre-politikeren Anne V. Kristensen, lægger op til en større revolution i den danske forvaltning kun syv år efter den store kommunalreform.

I en blog på hjemmesiden www.denoffentlige.dk foreslår Anne V. Kristensen, at man afskaffer kommunerne og slår dem sammen med regionerne i fem helt nye enheder.

- Om de fem så skal hedde kommuner eller regioner, er helt underordnet, skriver hun blandt andet.

Undgå kassetænkning

Næstformandens argument er blandt andet at undgå kassetænkning i de områder, hvor borgerne både kommer i kontakt med kommuner og regioner.

- Her er der stadig en del kassetænkning. Bevares det bliver da stille og roligt bedre, men jeg vil gerne gå endnu længere. Jeg ville gerne inddrage kommunernes udgifter til for eksempel sygedagpenge i vores beslutninger, skriver hun.

Anne V. Kristensen afviser i bloggen, at forslaget vil gøre lokalpolitikken endnu mere fjern for borgerne. Tværtimod henviser hun til, at skolebestyrelserne vil kunne få mere reel magt.

- Med fem råd til erstatning for 98 kommuner og fem regioner vil der sikkert også være råd til at lønne politikerne, så de kan beskæftige sig med det politiske arbejde på fuld tid og 100 procent fokuseret, skriver Anne V. Kristensen.

TV MIDTVEST bringer i aften et interview med Anne V. Kristensen, ligesom vi arbejder på at få kommentarer til hendes forslag.