Vejen er banet for naturnationalparken i Stråsø Plantage: Venstre frygter lidende dyr i området

Torsdag blev rammerne for de kommende naturnationalparker vedtaget. Særligt ét punkt om dyrevelfærden i parkerne har været et stridspunkt.

Den 30. august blev der spottet kronvildt i den kommende naturnationalpark i Stråsø Plantage.
Den 30. august blev der spottet kronvildt i den kommende naturnationalpark i Stråsø Plantage.
Foto: Kim Ammitzbøll Sørensen

Torsdag blev rammerne for Danmarks kommende naturnationalparker vedtaget, da et flertal i Folketinget stemte for det lovforslag fra miljøminister Lea Wermelin, Soc.dem., der skal bane vejen for op imod 15 nye naturnationalparker. 

Rammerne kommer således også til at gælde i den kommende naturnationalpark i Stråsø Plantage mellem Holstebro og Herning.

Et gennemgående stridspunkt har været, hvorvidt den nye lov skal give mulighed for at dispensere for dyrevelfærdsloven, der trådte i kraft 1. januar. Dyrevelfærdsloven sikrer, at hvert enkelt dyr skal tilses hver dag. 

Men i den nye aftale er det vedtaget, at dyrene blot skal tilses i flok og ikke hvert enkelt dyr. Dette er blandt andet grunden til, at Venstre stemte imod lovforslaget.

- Når regeringen vil dispensere for den dyrevelfærdslovgivning, som den selv har vedtaget, mener vi, det bliver hyklerisk, siger dyrevelfærdsordfører fra Venstre Erling Bonnesen til TV MIDTVEST. 

- Man svækker tilsynet i naturnationalparkerne, og derfor har jeg ikke tiltro til, at dyrevelfærden bliver god nok i de her naturnationalparker, uddyber han. 

Miljøministeren forsikrer god dyrevelfærd

Kritikken kommer særligt efter en episode i Mols Bjerge. Her har politiet rejst en sigtelse mod Naturstyrelsen, da kvæg under Naturstyrelsens pleje blev fundet udmagrede på grund af manglende føde.

Men ifølge miljøminister Lea Wermelin er der dog ingen grund til bekymring, når det gælder dyrevelfærden i de kommende naturnationalparker.

- Vi kommer ikke til at gå på kompromis med dyrevelfærden. Det er ikke til diskussion. Dyrene må ikke sulte på statens arealer. Det er meget vigtigt for mig at understrege, siger miljøministeren til DR.   

Socialdemokratiet, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten, Konservative, Liberal Alliance og Alternativet har stemt for den nye lovramme.

Kort over forslaget til Stråsø Plantage som naturnationalpark. Det strækker sig over 3500 hektar.
Kort over forslaget til Stråsø Plantage som naturnationalpark. Det strækker sig over 3500 hektar.
Foto: Miljøministeriet


Skal sikre styrke natur og biodiversitet 

Formålet med naturnationalparkerne er, at de skal styrke natur og biodiversitet ved at etablere store sammenhængende naturområder. Her skal naturen have mulighed for at udvikle sig på sine egne præmisser. 

Naturnationalparkerne udpeges ud fra en række kriterier, som er udarbejdet i samarbejde med forskere. De skal sikre, at placeringen gavner naturen og biodiversiteten mest muligt.

- Vi står i en naturkrise, hvor tusindvis af dyre- og plantearter er i fare for at uddø. De kommende naturnationalparker skal være med til at få vores natur på fode igen, siger miljøminister Lea Wermelin i en pressemeddelelse