Opdateret: Seks personer involveret i alvorligt trafikuheld

En bil er søndag formiddag kørt op bag i en anden bil på Feldborgvej. To passagere er i kritisk tilstand efter ulykken.

Uheldet skete kort før klokken 11.
Uheldet skete kort før klokken 11.
Foto: Presse-fotos.dk
Opdatering

Opdatering klokken 15.11

Den ene af de to personer, der har været i kritisk tilstand, er nu uden for livsfare. Desuden er vejen igen farbar. Der er stadig folk på stedet, men trafikken kan passere, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

    Et trafikuheld søndag formiddag betyder, at Feldborgvej mellem Aulum og Feldborg lige nu er delvist spærret og vil være det i nogle timer frem. Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi. 

    Kort før klokken 11 blev politi og brandvæsen kaldt til uheldet, hvor en personbil var kørt op bag i en anden bil.

    - Det er alvorligt. Der har været seks tilskadekomne, siger Peter Kristensen, der er indsatsleder ved Midtjysk Brand & Redning. 

    - Der er formentlig sket det, at en bil holder stille på vejen, og så kommer der en bagfrakøende bil, som ikke ser, at den anden holder stille, og den torpederer så bilen, som får et alvorligt skrub, lyder den umiddelbare vurdering fra indsatslederen. 

    I begge biler sad tre personer. De kom alle sammen tilskade - to af dem i en sådan grad, at de vurderes at være i kritisk tilstand. En af passagerne i den bil, der holdt stille, sad fastklemt og måtte frigøres af brandvæsenet. De øvrige passagere kunne selv komme ud af bilerne.

    Bilinspektør på vej

    Politiet oplyser, at en person er blevet fløjet fra uheldet i helikopter, mens de resterende tilskadekomne er blevet kørt væk i ambulancer. 

    Brandvæsenet har forladt ulykkesstedet igen, men der venter endnu et par timers arbejde for politiet. En bilinspektør er nu på vej til stedet for at lave undersøgelser, og derfor er de to biler stadig på vejen, og bilister kan kun passere i den ene vejbane.

    - Det vil vare et par timer endnu, siger vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Anders Olesen.

    Bilister anbefales at søge en anden rute - alternativt passere stedet med forsigtighed.