Varslede konflikter er udsat

Forligsmand Mette Christensen har udsat de varslede arbejdsmarkedskonflikter på det offentlige område. Anders Bondo Christensen er klar til flere forhandlinger i påsken.

- Jeg er sikker på, at både forligsmanden og forhandlerne også er klar til at fortsætte forhandlingerne i påskedagene, siger topforhandler Anders Bondo Christensen.
- Jeg er sikker på, at både forligsmanden og forhandlerne også er klar til at fortsætte forhandlingerne i påskedagene, siger topforhandler Anders Bondo Christensen.
Foto: Jens Nørgaard Larsen / Ritzau Scanpix

Forligsmand Mette Christensen har onsdag aften besluttet at udsætte de varslede konflikter på det offentlige arbejdsmarked, oplyser Forligsinstitutionen.

- Som forligsmand bestemmer jeg hermed, at de varslede arbejdsstandsninger udsættes i to uger, lyder det i en pressemeddelelse fra Forligsinstitutionen underskrevet af Mette Christensen.

Beslutningen er taget, efter at overenskomstforhandlingerne på det statslige område har været i gang det meste af onsdagen. Forhandlingerne fortsætter ifølge TV 2 News lørdag.

Dermed kan der tidligst udbryde strejke den 22. april og lockout den 28. april.

Alternativt kan forligsmanden inden for de to uger erklære, at forhandlingerne er afsluttet uden resultat, hvorefter strejke og lockout kan udbryde på femtedagen efter erklæringen.

Klar til flere forhandlinger i påsken

Topforhandler for arbejdstagerne Anders Bondo Christensen er klar til flere intense forhandlinger i løbet af påsken

 - Det er meget komplekst, og det strammer til med tiden. Men nu har vi en ny runde på lørdag, og jeg er sikker på, at både forligsmanden og forhandlerne også er klar til at fortsætte forhandlingerne i påskedagene, siger han til TV 2 News.

 Tiden skal ifølge innovationsminister Sophie Løhde (V) bruges på at komme tættere på en løsning.

- Nu skal vi bruge den tid, der er kommet yderligere, til konstruktivt at nærme os hinanden som parter, siger hun til DR.

- Tiden skal bruges med omhu og stor tanke på det enorme ansvar, der hviler på os for at finde løsninger rundt om forhandlingsbordet.

KL: - Vi er meget tilfredse

Også KL's topforhandler, formand for Løn- og Personaleudvalget Michael Ziegler (K), er tilfreds med udsættelsen.

- Vi er meget tilfredse med, at forligsmanden har besluttet at udsætte konflikten. Det må være realistisk, at vi nu - med lidt ekstra tid til rådighed - kan få enderne til at nå sammen, udtaler Michael Ziegler i en pressemeddelelse.

- Jeg kan i hvert fald garantere for, at vi i KL vil gøre alt, hvad vi kan for at indgå et forlig.

Forligsmand Mette Christensen har ingen yderligere kommentarer til udsættelsen.

Mandag mødtes kommunerne med repræsentanter for deres ansatte. Tirsdag var det i regionerne regi, der blev forhandlet.

Ifølge Sophie Løhde er det, der skiller parterne "for småt til, at det kan bære en konflikt på det niveau i Danmark".

/ritzau/