Varm modtagelse af ny planlov

Torsdag er et flertal i Folketinget blevet enige om at ændre den 24 år gamle planlov. Det vækker begejstring rundt om i landet.

Strandbeskyttelse

Torsdag er regeringen sammen med Dansk Folkeparti, de Konservative og Socialdemokraterne blevet enige om en ny planlov. Det får en bred modtagelse rundt om i landet.

- Det er positivt, at vi nu får løsnet op for nogle af de restriktioner, som siden den nuværende planlov i 1992 trådte i kraft ganske simpelt har forbudt udvikling og vækst i hele Danmark. Det er glædeligt, at aftalen både passer på vores kyster og købmandsbutikker, samtidig med at de enkelte kommuner får mere frihed til at bestemme deres egen udvikling, siger Kim Ruberg, der er næstformand i Danmark på Vippen, i en pressemeddelelse.

Seks fokusområder
Aftalen indeholder tiltag på seks forskellige områder. Det drejer sig om:

*Nye udviklingsmuligheder med fortsat bevarelse af kystnærhedszonen og øget fleksibilitet inden for strandbeskyttelseslinjen.

*Nye udviklingsmuligheder for detailhandel.

*Friere rammer, investeringer og administrative lettelser.

*Almene boliger og byudvikling mv.

*Andre initiativer (luftfart, biobrændstof, landsbyer, turisme, produktion). 

- Det er rigtig godt, at man har fået øje på, at bymidten skal beskyttes, udtaler Torsten Buhl, der er administrerende direktør i Fødevaredanmark, til Ritzau.

Også en ekspert hilser aftalen velkommen.

- Som vi siger på jysk, så ser aftalen meget fornuftig ud. Den er både afdæmpet og afbalanceret, fortæller Jørgen Møller, der er lektor på Institut for Planlægning ved Aalborg Universitet, til Ritzau.

I en pressemeddelelse er Dansk Industri ligeledes begejstret for, hvad de kalder en fornuftig og langsigtet aftale.

- Vi er meget tilfreds med, at der er øget fokus på produktionsvirksomhedernes rammer. Med aftalen bliver der større fleksibilitet i planlægningen, men forligspartierne fastholder også beskyttelsen af erhvervsområderne i Danmark, forklarer direktør Tine Roed.

Skår i glæden trods alt
En mere skeptisk reaktion kommer fra Ejendomsforeningen Danmark, der dog anerkender visse forbedringer af planloven.

- Det er skuffende, at man har valgt at fastholde den regel i planloven, der giver kommunerne ret til at beslutte, at op til 25 procent af et privat boligbyggeri skal udlægges til alment byggeri, og at den private ejendomsejer skal sælge en del af sin grund til et alment boligselskab. Alle partierne gav klart udtryk for, at man ville rulle loven tilbage, hvis man fik et flertal efter valget, siger formand John Frederiksen i en pressemeddelelse.