Valgløfte om minimumsnormeringer kan kun nås med ufaglærte

Det kræver fordobling af studerende, hvis regeringen vil indfri løfte om normeringer via nyuddannede pædagoger.

Regeringens plan er, at minimumsnormering skal sikre, at der højst er tre børn per voksen i vuggestuen og højst seks børn per voksen i børnehaven.
Regeringens plan er, at minimumsnormering skal sikre, at der højst er tre børn per voksen i vuggestuen og højst seks børn per voksen i børnehaven.
Foto: TV MIDTVEST arkiv

Både statsminister Mette Frederiksen (S) og SF’s formand, Pia Olsen Dyhr, har lovet flere pædagoger. Men hvis regeringen vil opnå den mest omtalte minimumsnormering, som er højst tre børn per voksen i vuggestuen og højst seks børn per voksen i børnehaven, er det tæt på umuligt at opnå via nyuddannede pædagoger. Det skriver Politiken tirsdag.

Hvis det skal nås inden 2025, vil det kræve, at 111 procent flere søger ind på uddannelsen i 2020 og 2021 end i dag. Det viser en ny analyse fra Danske Professionshøjskoler, der uddanner pædagogerne.

- Det er jo temmelig voldsomt, siger Camilla Wang, der er rektor på Professionshøjskolen Absalon og næstformand i Danske Professionshøjskoler, til Politiken.

Det svarer til, at 15 procent, der fuldfører en gymnasial eller erhvervsuddannelse, søger ind. I dag er det syv procent.

Minimumsnormeringerne kan realiseres med ufaglærte pædagoghjælpere og med ansatte, der har en kortere uddannelse - pædagogisk grunduddannelse. Men selv da er situationen kritisk i dele af landet, vurderer Camilla Wang.

Ikke kun uddannede pædagoger

I denne uge fremlægger regeringen sit første finanslovsforslag. Det ventes, at der kommer en plan for indførslen af minimumsnormeringerne. Jacob Mark, SF’s børneordfører, beskriver det over for Politiken som "ikke realistisk" at indføre en lovbunden minimumsnormering kun med uddannede pædagoger:

- Men en minimumsnormering må ikke føre til et fald i andelen af uddannet personale. Man skal lave en uddannelsesplan for at sikre, at det generelle uddannelsesniveau bliver løftet i alle daginstitutioner. Enten med pædagoger eller med pædagogiske assistenter.

Bupl: Nyuddannede er ikke den eneste løsning

I pædagogernes fagforening Bupl understreger man, at der er altafgørende, at de lovbundne minimumsnormeringer bliver indført. Formand Elisa Rimpler mener, at man kan nå langt ved at forbedre vilkårene for pædagogerne.

- Nyuddannede pædagoger er ikke den eneste vej til rekruttering. 65 procent af vores medlemmer er deltidsansatte, og mange af dem vil gerne gå op i tid, hvis vilkårene bliver bedre, siger hun.

Hun mener samtidig, at man skal passe på med at indfri løftet om minimumsnormeringer ved hjælp af flere ufaglærte.

- Vi ved, at det er afgørende med uddannelse, og at man har forudsætninger for at skabe god trivsel og udvikling hos børnene. Vi tror på, at det er muligt at indfri både minimumsnormeringer og ambitionerne for fagligheden.

/ritzau/

2:10
Indslag fra 26. juni: Nu ser det ud til, at minumusnormeringer i daginstitutioner bliver til virkelighed.
Foto: Arkiv