Væltede træer og flyvende tagsten: Politiet har modtaget 500 henvendelser siden stormen ramte

Midt- og Vestjyllands Politi har modtaget knap 500 henvendelser siden stormen Malik ramte, men forventer mange flere i løbet af formiddagen.

Et træ er væltet ned i en bil på Mors i forbindelse med stormen "Malik".
Et træ er væltet ned i en bil på Mors i forbindelse med stormen "Malik".
Foto: Øxenholt Foto

Der har været tryk på telefonlinjerne det seneste lille døgns tid inde hos Midt- og Vestjyllands Politi. 

Henvendelser om væltede træer, flyvende skraldespande og usikre stilladser har nemlig fyldt meget, siden stormen Malik lørdag eftermiddag gjorde sit indtog. 

- Vi har nok modtaget 4-500 henvendelser, siden det startede. Vi har haft ekstra personale på, der har taget imod de mange opkald, fortæller Vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Anders Olesen. 

Han er ligesom os andre ved at gøre status her til morgen. 

Her har der været 234 hændelser i kredsen, hvor mange af dem har med væltede træer at gøre. 

Særligt hårdt ramt har de været i Silkeborg og Viborg Kommuner. 

- Halvdelen af hændelserne her til morgen er fra de to kommuner. Vi har en del væltede træer, der skal gøres noget ved. Det er op til kommunernes "vejvagter" og vejdirektoratet, at få gjort vejene farbare igen, forklarer Anders Olesen. 

Få ulykker

Trods vindstød, der nåede op omkring orkanstyrke, har landsdelen været nogenlunde forskånet for større ulykker i løbet af aftenen og natten. 

Væltede træer har dog været skyld i et par uheld på vejene. 

- Vi havde en bil på Mors, med to passagerer, der kommer kørende med 80 km/t, da et træ vælter ned over bilen. De bliver fastklemt men er forholdsvis uskadte. 

- Ved Kjellerupvej var der også et uheld, da en bil rammer ind i et træ med 80 km/t. Her var der også begrænset personskade, selvom den ene af de to passagerer måtte en tur på sygehuset, fortæller vagtchefen. 

Værst er det gået i Lemvig. 

Her har havnens stormværn ikke været i stand til at forhindre oversvømmelse. Man formoder, ifølge vagtchefen, at man har glemt at lukke en låge, hvilket har resulteret i at vandmasserne, er trængt ind over kajen og har efterladt flere biler med "våde fødder". 

Ser man på kommuner som Herning, Ikast-Brande og Ringkøbing-Skjern er meldingerne her til morgen, at de er sluppet nådigt fra stormen. 

Men det betyder ikke, at henvendelserne ophører. 

- Når folk begynder at stå op, og det er blevet lyst udenfor, så forventer vi, at der kommer mange flere opkald, lyder forventningen fra Anders Olesen.