Vækstplan vil gavne landdistrikterne

På mandag kommer regeringen med en vækstplan med over 100 initiativer, som alle gavner landdistrikterne. Landdistrikternes Fællesråd er meget positive over statsministerens udmelding, og håber vækstplanen kan skabe balance i Danmark.

steffen-damsgaard_0.jpg

Der skal skabes vækst i hele Danmark, og ikke udelukkende i København og Østjylland. Det slår statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) fast i sin åbningstale lørdag i Herning Kongrescenter. 

Og den melding vækker stor glæde hos Landdistrikternes Fællesråd, som tæller 40 danske land- og yderkommuner. 

- Vi er meget positive over for statsministerens udmelding, og vi håber, at regeringens kommende vækstplan kan bidrage til at skabe vækst og udvikling i hele landet. Hvis alle de forskellige politiske initiativer bliver realiseret, er vi sikre på, at det vil være med til at skabe et Danmark i bedre balance, siger formand Steffen Damsgaard. 

Sød musik i provinskommunernes ører
Ifølge Venstre indeholder planen langt over 100 initiativer som, hvis det alle bliver gennemført, vil øge velstanden med 2,5 milliarder i de kommende år. De mange initiativer falder inden for fem overordnede indsatsområder, blandt andet bedre bredbånd til yderområderne, nemmere betingelser for at få et boliglån og færre karv til landbrug- og fødevareproducenter.
Og det er sød musik i ørene hos formanden for Landdistrikternes Fællesråd.

- Uden at vi kender til det konkrete indhold af planen endnu, så tyder det på, at regeringen har lyttet til os i Landdistrikternes Fællesråd. De nævnte fokusområder passer som fod i hose i forhold til den fempunkts-plan, vi fremlagde sammen med vores 40 medlemskommuner tilbage i september. Det er vi meget tilfredse med, siger Steffen Damsgaard (V), Formand for Landdistrikternes Fællesråd.

De fem punkter omhandler ”sundhed og tryghed,” fysisk bosætning,” ”infrastruktur,” ”Uddannelse” og ”erhverv og beskæftigelse.”