Vaccinationskalender bliver udskudt med en uge

Coronavaccinen fra CureVac ventes ifølge Sundhedsstyrelsen først at blive taget i brug i løbet af sommeren.

Danmark har lagt billet ind på at kunne købe 9,1 million vaccinedoser mod coronavirus af CureVac.
Danmark har lagt billet ind på at kunne købe 9,1 million vaccinedoser mod coronavirus af CureVac.
Foto: Daniel Munoz/AFP/Ritzau Scanpix

Det kommer til at tage en uge længere end hidtil forventet at få færdigvaccineret alle voksne danskere mod coronavirus.

Det meddeler Sundhedsstyrelsen mandag på sin hjemmeside.

Flere grupper kommer til at modtage deres første stik en eller to uger senere end forventet.

Det fremgår blandt andet, at sundhedsmyndighederne har justeret forhåbningerne til den endnu ikke godkendte coronavaccine fra det tyske biotekselskab CureVac.

Hidtil har forventningen været, at den vil kunne tages i brug i juni.

- Vaccinationskalenderen er justeret med nye prognoser for Curevac, lyder det på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.

- Curevac-vaccinen er endnu ikke godkendt til brug i Danmark. Vaccinen forventes først at blive en del af det danske vaccinationsprogram i løbet af sommeren, såfremt den godkendes til brug, lyder det.

Danmark har lagt billet ind på at kunne købe 9,1 million vaccinedoser mod coronavirus af CureVac.

Vaccinen kræver to doser, så med aftalen vil Danmark kunne vaccinere knap 4,6 millioner personer.

Styr på smitteniveauet

Siden søndag er der registreret 932 nye tilfælde af coronasmittede i Danmark.

Det fortæller sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på et pressemøde mandag.

Sammenlignet med tallene fra søndag er det en stigning på 58 tilfælde.

Der er mandag indlagt 151 personer, som er smittet med corona, fortæller ministeren.

Det er en patient mere end søndag.

- Det er en stigning. Men det skal ses i forhold til, at vi i april genåbnede restauranter og værtshuse. Derfor var det ventet, at smitten vil stige. Det er ikke nogen alarmerende udvikling.

- Vi står stadig et godt sted i Danmark, når det gælder epidemien, siger Magnus Heunicke.

Både Magnus Heunicke og Søren Brostrøm, der er direktør i Sundhedsstyrelsen, er mandag ved pressemødet fortrøstningsfulde omkring smitteniveauet.