V-borgmester ønsker en minister for udvikling i hovedstaden

Decentralisering på bekostning af København er gået for vidt, mener fire V-borgmestre i Københavnsområdet.

Christiansborg
Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Den politiske medvind til decentralisering er blevet for stærk. Det mener fire af statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) partikolleger, der alle er valgt som borgmestre i kommunerne omkring København.
    
En af dem er Eik Dahl Bidstrup (V), der er borgmester i Dragør. Han mener, at statsministeren bør udpege en minister med ansvar for udviklingen i hovedstaden.
    
- Det er vigtig at sætte fokus på den vækstdagsorden, der er så vigtig, for at et land fungerer, siger han.
    
- Alle undersøgelser viser, at med en med en svag hovedstad så falder bruttonationalproduktet. Med en stærk hovedstad vokser det. Det er noget hele Danmark får gavn af.
    
Regeringen under ledelse af Venstre har i to bølger fremlagt planer for at flytte statslige arbejdspladser ud af København.
    
Ifølge Eik Dahl Bidstrup er det dog ikke kun hans eget parti, der gør sig skyldig i unødig decentralisering.
    
- Vi kan lige nu se en massiv dagsorden, som handler om decentralisering. Vi ser især Dansk Folkeparti tale den dagsorden op, siger han.
    
- Man ønsker at smøre hele paletten ud og dermed minimere hovedstadens betydning for Danmark.
    
- Det er vigtig, man som folketing ser tingene i helikopterperspektiv og ser, hvor vigtigt det er, at en hovedstad fungerer optimalt.
    
Eik Dahl Bidstrup er ifølge Berlingske ikke alene med sin anke mod decentralisering.
    
Allerøds borgmester, Karsten Längerich, Glostrups borgmester, John Engelbrecht, og Rudersdals borgmester, Jens Ive, er også utilfredse med, at regeringen tilgodeser andre dele af landet på bekostning af hovedstaden.    

Formand for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard, har svært ved at genkende borgmestrenes anke.
    
- Hvor er størstedelen af byggekranerne? Hovedstaden. Hvor kan man ikke komme frem, fordi vejene bygges om? Hovedstaden, siger han.
    
- Det kan godt være, at man politisk i to-tre år har fået øjnene op for, at væksten i bund og grund skabes rundt i hele landet.
    
- Hvis det gør, at hovedstadskommunerne på den måde råber op, er det bekymrende.
    
/ritzau/