Unges stigende forbrug af nikotinposer får læger til at råbe op: Der er brug for politisk handling

Lægeforeningen kalder de røgfri nikotinposer ’ekstremt afhængighedsskabende’ og er bekymret for konsekvenserne på længere sigt.

4:14
Det er nikotinposer som disse, der er blevet vældigt populære især blandt unge.
Foto: Mikkel Eskelund

Det flyder med de små, hvide nikotinposer, når de unge mødes til fester og sociale arrangementer. Men de er også en del af hverdagen for rigtig mange, og det mærker blandt andet to elever fra 2.g på HHX i Skjern.

- Når man sidder på skolen, kan man hurtigt få en vane med, at man lige skal have en ’skive’, fordi man sidder og keder sig lidt. Så det bliver måske lidt mere en vane end en nødvendighed, siger Line Kjær Ostersen.

- Uanset hvor man befinder sig, så er der altid nogen, der tager det. Det er de fleste af dem, vi omgås med, der tager det, siger Mette Bonde.

Mette Bonde og Line Kjær Ostersen fra 2.g på HHX mærker tydeligt, at nikotinposerne for alvor har vundet indpas blandt deres jævnaldrende.
Mette Bonde og Line Kjær Ostersen fra 2.g på HHX mærker tydeligt, at nikotinposerne for alvor har vundet indpas blandt deres jævnaldrende.
Foto: Mikkel Eskelund

På bare to år er antallet af unge, der bruger røgfri nikotinprodukter, steget med 25 procent, viser tal fra Sundhedsstyrelsen. Omkring hver tiende mellem 15 og 29 år bruger produkterne på daglig eller ugentlig basis.

For de to gymnasieelever virker det dog nærmere til at være hver anden unge, der jævnligt placerer nikotinposerne under overlæben, når de ser sig omkring.

- Når man står og venter på bussen, så ligger der snusposer nu i stedet for cigaretskodder. Mange skal også lige have en inden en håndboldkamp eller en prøve på skolen for at få den afslappende effekt, siger Mette Bonde.

Kan skade hukommelse og koncentration

Det voksende forbrug af nikotinposer får Lægeforeningen til at slå alarm.

- Hver pose indeholder 6-15 gange så meget nikotin som en enkelt cigaret. Vi har altså at gøre med et produkt, der i den grad vil skabe en afhængighed af nikotin, som kan være vanskelig at komme ud af. Og vi er bekymrede for, om det på længere sigt kan gøre, at man skifter til andre nikotinholdige produkter, for eksempel cigaretter, siger Camilla Noelle Rathcke, der er formand for foreningen.

Opdatering

Præcisering:

Brancheforeningen Nikotinbranchen anfægter påstanden om, at en nikotinpose indeholder 6-15 gange så meget nikotin som en cigaret. I en mail skriver de: "En standardcigaret indeholder omkring 10 mg nikotin. De stærkeste nikotinposer har et indhold på cirka 20 mg." DR-programmet Detektor har tidligere undersøgt, hvor meget nikotin, der er i de poser, der bliver solgt i Danmark, og der er stor forskel på indholdet.

    Selvom poserne ikke indeholder tobak, så er produkterne sundhedsskadelige for især unge mennesker, fordi hjernen ikke er færdigudviklet, før man er i midten af 20’erne, forklarer formanden.

    - Vi ved, at nikotin kan skabe udfordringer med hukommelses- og koncentrationsbesvær med videre, siger Camilla Noelle Rathcke og mener, at det er nødvendigt med politisk indgreb.

    Enige politikere: Der skal ske noget

    Blandt folketingets politikere gør udfordringerne da også indtryk.

    - Jeg har diskuteret det her med sundhedsordføreren og med ministeren, og det er et problem, vi ser med stor alvor på. Derfor har vi det her med på dagsordenen i det nye reformudspil, vi forhåbentlig snart kommer med, og som vi diskuterer med partierne, siger Anette Lind (S), der er medlem af sundhedsudvalget.

    Nikotinposerne kommer i forskellige smagsvarianter, og Annette Lind lægger vægt på, at man blandt andet bør overveje, om produkterne skal kunne smage som ’slik’.

    Det samme gør Konservatives sundhedsordfører Per Larsen. Han peger også på, at priserne bør stige, og så har hans parti stillet et forslag om en aldersverificering på kreditkort.

    - Jeg vil presse på over for ministeren i forhold til at få lavet noget, der ligner den handlingsplan, vi lavede for tobak, hvor man skærmer de unge fra at kunne købe de her produkter, siger han.

    Ligesådan lyder det fra Peder Hvelplund, der er Enhedslistens sundhedsordfører.

    - Vi kommer til at rejse kravet over for regeringen om, at man får sidestillet de her produkter med de øvrige nikotinprodukter, så vi netop kan være med til at bremse den udvikling, vi oplever lige nu, siger han.

    Svært at ændre

    På Skjern Gymnasium er de to 2.g’ere ikke i tvivl om, at forbruget bør begrænses. På skolen er der forbud mod både rygning og røgfri nikotinprodukter, men poserne har vundet så stort indpas, at det er svært at få bugt med, mener eleverne.

    - Jeg synes, det er megaærgerligt, at det er blevet så normalt, men jeg tror bare, det er svært for lærerne at gøre noget ved det, fordi man meget nemmere kan skjule det, end hvis man ryger, siger Line Kjær Ostersen.

    - Mange gør det nok, fordi de er afhængige, men der er nok også mange, der gør det for at være en del af fællesskabet i stedet for at tænke på ens sundhed, siger Mette Bonde.

    Knap to ud af tre unge mellem 15 og 17 år siger, at de har købt røgfri nikotinprodukter, selvom det er ulovligt at sælge det til dem.