Uddannelsesdebat trods corona: - Vigtigt at holde gang i debatten

I dag åbnede Uddannelsesdebatten i Nørre Nissum. Et folkemøde, der dog foregår i en noget amputeret version, på grund af corona.

Selvom alt er anderledes i år, så mener Morten Bramming, at det er vigtigt, at debatten bliver afholdt.
Selvom alt er anderledes i år, så mener Morten Bramming, at det er vigtigt, at debatten bliver afholdt.
Foto: Louise Harkjær Møller, TV MIDTVEST

Covid-19 har sat en stopper for både Folkemødet og Kulturmødet, men ikke Uddannelsesdebatten i Nørre Nissum.

Her er stole og tusindvis af tilhører dog skiftet ud med tv-studie og håndsprit. Og hvor der sidste år deltog op mod 2000, så har i år kun 100 fået en invitation.

- Den største forandring er sket inde i den store sal. Her har vi indrettet et slags tv-studie, hvor vi streamer debatten fra, siger Morten Bramming, der er projektleder på Uddannelsesdebatten. 

Uddannelsesdebatten plejer at tiltrække undervisere, forskere og debattører fra hele landet, 
men i år må de fleste se med hjemmefra via skærmen. 

- Vi kommer helt sikkert ud til nogle deltagere, som ikke kan være her, og som måske heller ikke vidste vi var her. Samtidig giver det folk mulighed for at stille spørgsmål undervejs, siger Morten Bramming. 

Op mod 3500 tilhørere følger debatterne online, og det kan i den grad mærkes af deltagere og arrangører.

- Vi er stolte over, at det bliver til noget. Det sender et godt signal om, at der er stor interesse for uddannelsesdebatten, siger Venstre-borgmester i Lemvig Kommune, Erik Flyvholm.

En af dem, som fysisk er til stede ved debatten, er Andreas Rasch-Christensen. Han er  til daglig chefforsker ved VIAs forskningscenter for pædagogik og dannelse.

- Jeg er med fordi det altid sætter fokus på vigtige temaer for vores uddannelser. Tidligere har det blandt andet været køn eller det digitale, der har været i fokus, siger Andreas Rasch-Christensen. 

I år er temaet"Leg for Livet" og leg er derfor også en del af folkemødets eget program. Og selvom alt er anderledes i år, så mener Morten Bramming, at det er vigtigt, at debatten bliver afholdt.

- På den her måde holder vi debatten i gang. Vi får en dialog kørende, som er vigtig for uddannelsesdebatten. 

- Man får altid det mest aktuelle fra forskningsverdenen, ungdomsuddannelser og videregående uddannelser, så det er hele pamfleten man får, så at sige, fortæller Andreas Rasch-Christensen. 

Selvom arrangørene er glade for, at det er lykkes at gennemføre Uddannelsesdebatten, så håber de at være tilbage ved normalen næste år.

- Men gør vi ikke det, så er vi ihvertfald forberedt på at kunne lave det endnu skarpere på den her måde til næste år, slutter Morten Bramming. 

1:56