Tvind-kritiker: Amdi kommer aldrig tilbage til Danmark

Mogens Amdi Petersen søger humanitær opholdstilladelse i Mexico for at undgå udlevering til Danmark. I følge kilder får Danmark nok aldrig Amdi at se.

Mogens_Amdi_Petersen.jpg

Den 31. august  2006 blev Mogens Amdi Petersen frifundet for skattesvig og underslæb ved retten i Ringkøbing.

Lige siden har han gemt sig for de danske myndigheder og dermed sat en effektiv stopper for landsrettens ankesag.

- Fordi han ved ud fra dommen over den tidligere tvind talsmand, Poul Jørgensen, at han risikerer to et halvt år i fængsel, og hvis det er noget, han ikke vil, så er det i fængsel, siger Frede Jakobsen.

Frede Jakobsen er redaktør af den stærkt Tvind-kritiske hjemmeside Tvind-alert.com. Han ser ansøgningen om humanitær opholdstilladelse som et udtryk for, at Mogens Amdi Petersen har besluttet at gemme sig i Mexico frem for Zimbabwe, hvor han også har opholdt sig.

 

- Deres kæmpe store millionkompleks ude ved Stillehavet opførte de netop, fordi det var ved at blive usikkert i Zimbabwe. Og Mexico har ingen udleveringsaftale med Danmark, siger Frede Jakobsen.

 

Anklagemyndigheden har dog ikke opgivet at gennemføre sagen mod Mogens Amdi Petersen og de fire andre tiltalte.

- Vi har igennem vores internationale samarbejdspartnere udsendt eftersøgningsbegæringer blandt andet gennem interpol og så må vi jo se, hvad det fører med sig, siger Mikkel Thastum, der er kommunikationschef ved anklagemyndigheden.

 

De danske myndigheder bad i 2014 Mexico om at udlevere Mogens Amdi Petersen og de fire andre tiltalte.

Ifølge Jyllands Posten har det mexikanske politi dog meddelt, at de ikke kan finde de eftersøgte.

Den tror Frede Jakobsen dog ikke på.

- De kunne så let som ingenting køre ud ad jordvejen til deres kæmpe palads og få ham udleveret. Han er der, det ved vi, lyder det fra Frede Jakobsen.

 

Og dermed bliver der ifølge Frede Jakobsen formentlig aldrig sat et punktum i sagen.

- Han bliver ikke fundet. Han bliver ikke udleveret. Det kan være at nogen af de andre eftersøgte bliver fundet og udleveret og der bliver gennemført en retssag mod dem. men ikke med Amdi Petersen.  De har så mange penge og så stort et netværk i hele verden, og har du det, så er du i stand til meget for eksempel at undgå at blive udleveret til Danmark, understreger redaktøren.

 

De mexicanske myndigheder har i første omgang afvist Mogens Amdi Petersens ansøgning om humanitær opholdstillalse, men retsdokumenter, som JyllandsPosten har gennemgået, viser, at Mogens Amdi Petersen forsøger at få ansøgningen genbehandlet.