TV MIDTVESTs nye direktør er fundet

En æra slutter, når TV MIDTVEST's direktør, Ivar Brændgaard, stopper efter næsten 28 år på posten. Ny i direktørstolen bliver Lone Sunesen.

Lone Sunesen

Lone Sunesen kommer fra en stilling som chef for DR Midt & Vest, hvor hun har stået i spidsen for en modernisering af P4's regionalradio i Midt- og Vestjylland. En fornyelse, der har skaffet flere og yngre lyttere. Hun har desuden været ansvarlig for landsprogrammerne på P4 Aften. 

- Lone Sunesen har i ansættelsesprocessen præsenteret os for nogle spændende visioner for TV MIDTVEST, og vi glæder os til samarbejdet, siger bestyrelsesformand Niels Kristian Fruergaard.

Den kommende direktør har fokus på stærk regional journalistik, styrkelse af TV MIDTVEST MOKKA, øget synlighed i landsdelen samt en forøget indsats på web og de mobile platforme.

- Mit hjerte banker for regional journalistik og for landsdelen, og jeg glæder mig til at arbejde for de midt- og vestjyske seere og ikke mindst til at arbejde sammen med de mange dygtige og dedikerede medarbejdere på TV MIDTVEST. Min vigtigste opgave bliver at styrke og videreudvikle TV MIDTVEST´s position som landets bedste og vigtigste regionale mediehus både på tv og de digitale platforme. Det er vigtigt, især i en tid hvor danskernes medievaner ændrer sig markant, siger Lone Sunesen.

Lone Sunesen har i ansættelsesprocessen præsenteret os for nogle spændende visioner for TV MIDTVEST.

Bestyrelsesformand Niels Kristian Fruergaard siger, at han og den øvrige bestyrelse har peget på Lone Sunesen til at løfte TV MIDTVEST ind i en ny og forandret medievirkelighed.

- Vi har store forventninger til Lone. Hun har solid erfaring med sig fra både mediebranchen og det private erhvervsliv, og vi ser frem til, at hun begynder at arbejde for TV MIDTVEST, udtaler bestyrelsesformand Niels Kristian Fruergaard.

45-årige Lone Sunesen er opvokset i Thisted og bor i dag i Holstebro med sin italienske mand Emanuele Cavarretta. Sammen har de tre børn på 9, 18 og 21 år. 

Hun tiltræder stillingen som direktør d. 1. august.