Tusinde har ansøgt om tilskud til energiforbedring, men mange mangler svar

Det har stor økonomisk betydning for flere installatører, at mange stadig venter på svar fra Energistyrelsen.

Mere end 18.000 danskere søgte i midten af oktober om støtte til at gøre deres boliger mere energirigtige gennem bygningspuljen på 245 millioner, som et bredt flertal i Folketinget har afsat gennem Energistyrelsen.

quoteDet er en økonomisk kæmpestor hjælp. Det er cirka 25.000, vi kan få i tilskud.

Karina Schou Dashnaw, Hammerum

En af dem, der stadig venter spændt på svar, er Karina Schou Dashnaw fra Hammerum.

Hun har søgt om økonomisk støtte til at få skiftet sit oliefyr ud med en varmepumpe, så hun kan bidrage til den grønne omstilling og spare nogle penge.

- Det er en økonomisk kæmpestor hjælp. Det er cirka 25.000, vi kan få i tilskud, siger hun.

Men fordi, Karina Schou Dashnaw endnu ikke har fået svar på, om hun kan få tilskud til at skifte sit oliefyr ud, står hun i et dilemma.

Hun skal nemlig beslutte, om der skal fyldes mere olie i tanken på sit fyr snart.

Markedet står stille

Hos Midtjysk El Center i Ikast kan de også mærke, at der har været en boligpulje at søge – og at mange stadig mangler svar.

Her har det stået stille i flere måneder.

- Markedet har næsten været bundfrossent siden midten af august. VI har haft stor interesse, og umiddelbart tror vi selv, at vi har over 100, som godt kunne tænke sig at købe et anlæg af os. Men de sidder og venter på svar, siger direktør Viggo Mulvad.

Det har derfor direkte betydning for omsætningen.

Direktøren anslår, at der mangler omkring halvanden million kroner om måneden.

- Det er meget, meget frustrerende. Den største frustration er, at vi ikke ved, hvornår markedet kommer i gang igen, siger han.

Viggo Mulvad er direktør hos Midtjysk El Center i Ikast.
Viggo Mulvad er direktør hos Midtjysk El Center i Ikast.
Foto: Alexandra Lund Lysgaard, TV MIDTVEST

Ansøgningsproces skulle have været anderledes

Frustrationen kan energiordfører Signe Munk fra SF godt sætte sig ind i.

Stod det til hende, havde ansøgningsprocessen også været anderledes.

- Jeg tror, den skulle have været spredt bedre ud i flere faser. For med det, installatørerne oplever lige nu, er det svært at regne ud, hvor mange medarbejdere der skal være ansat i morgen eller om to måneder, siger Signe Munk.

Generelt mener hun dog, at der er brug for flere penge, hvis alle skal have tilskud til at skifte eksempelvis et oliefyr ud med en varmepumpe.

Energistyrelsen har ikke kunnet stille op til interview hos TV MIDTVEST i dag. Men de oplyser, at der arbejdes på højtryk med at give alle 18.000 ansøgere svar, inden året er gået.

Får Karina Schou Dashnaw fra Hammerum afslag på sin ansøgning i denne omgang, har hun planen klar.

- Så må vi jo sidde ved tasterne, lige så snart puljen åbner igen til næste år, og så håber vi, at vi får lov til at få et tilskud, siger hun.

Næste år er der 375 millioner kroner i bygningspuljen.


Læs flere artikler fra Midt- og Vestjylland eller i kategorien Samfund.