Turistbranchen føler sig overset: - Vi har brug for afklaring

Den nye og langsigtede genåbningsplan er landet, og den omfatter flere forskellige brancher og befolkningsgrupper. Men turistbranchen føler sig overset.

- Når tyskerne ikke har en udmelding om, hvad intentionerne er, så kigger de et andet sted hen, siger Thomas Christiansen, som er salg- og marketingdirektør hos Esmark Feriehusudlejning.
- Når tyskerne ikke har en udmelding om, hvad intentionerne er, så kigger de et andet sted hen, siger Thomas Christiansen, som er salg- og marketingdirektør hos Esmark Feriehusudlejning.
Foto: Niels Bentsen, TV MIDTVEST

Aftalepartierne er blevet enige om, hvordan Danmark igen skal åbne i intervaller hen over april og maj. Men der står ikke, hvornår feriehusudlejerne igen kan invitere de tyske turister indenfor.

Til stor frustration for Thomas Christiansen, som er salg- og marketingdirektør i Esmark Feriehusudlejning.

- Vi er meget overraskede, og vi er faktisk også kede af det. Ikke kun på Esmarks vegne, men så sandelig også på husejernes og hele områdets vegne. Vi har brug for afklaring og en udmelding. Og en ambition om, hvornår man åbner, så både vi kan planlægge efter det, og så vores kære tyske gæster kan begynde at booke, siger han.

Esmark har godt 3000 ferieboliger langs vestkysten. Og ligesom resten af branchen har de hårdt brug for, at de tyske turister igen kan få lov til at holde deres ferie i Danmark.

- Konsekvenserne er usikkerhed, ikke mindst blandt tyskerne, som jo udgør over 90 procent af vores gæster. De venter med at booke. Når de ikke har en udmelding om, hvad intentionerne er, så kigger de et andet sted hen, siger Thomas Christiansen.

En sikker ferieform

Feriehusudlejerne savner de tyske gæster så meget, at de for nylig skrev et brev med en appel til statsministeren om at gøre ophold i et feriehus i Danmark til et anerkendelsesværdigt formål for indrejse.

Så sent som i sidste uge varslede Tysklands kansler Angela Merkel dog om yderligere nedlukning på grund af smittesituationen i Tyskland.

Men på baggrund af deres erfaringer med genåbningen sidste år, skal det ikke stå i vejen for et ferieophold i Danmark, mener de hos Esmark.

- Det er klart, at det sundhedsfaglige aspekt skal være på plads. Vi ved, at vi på landsplan har haft over 10 millioner overnatninger, og vi har haft i underkanten af 10 isolerede tilfælde. Så det er en ekstremt sikker ferieform, siger Thomas Christiansen.

Salgs- og marketingsdirektøren savner en melding fra regeringen, der kunne give branchen bare en antydning af, hvornår de kan åbne for de tyske gæster.

- Man kunne godt lægge en plan, selvom den ikke bliver fuldstændig nøjagtig med en præcis dato. Jeg ved, at der er usikkerhedsmomenter, men man kunne godt have en klar ambition og give en udmelding om, hvad man vil gøre, og hvordan man vil gøre det, siger Thomas Christiansen.