Turismen er igen i vækst

Både 2014 og 2015 var rekordår for dansk turisme, men selvom udviklingen igen er begyndt at gå i den rigtige retning, så halter vi efter vores konkurrentlande på en række områder. Det viser ny statusanalyse af turismens udvikling og konkurrenceevne.

050711_Turisme.jpg

Efter nogle år med tilbagegang, er der igen vækst i dansk turisme. Sidste år blev der registreret 49,1 mio. overnatninger i Danmark, hvilket er det højeste antal nogensinde og en vækst på knap 5 pct. i forhold til året før. Mange konkurrerende lande har dog oplevet endnu større vækst de senere år, og derfor skal indsatsen styrkes, hvis vi skal indfri vækstpotentialet i dansk turisme, mener Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen.

- Turismen er et uhyre vigtigt væksterhverv for Danmark, og der er gode muligheder for yderligere vækst i turismerelateret omsætning og beskæftigelse, hvis vi formår at få del i den internationale turismevækst. Derfor er det vigtigt, at vi styrker vores indsats på området, og at vi arbejder på at forbedre de forhold, hvor vi halter efter vores konkurrenter, siger Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen. 

Statusanalysen viser, at selvom turisterne overordnet set er tilfredse med deres ferieophold i Danmark, er tilfredsheden alligevel lavere på en række områder, end når turisterne holder ferie i vores konkurrerende lande. Det gælder blandt andet i forhold til at skabe værdi for pengene samt sikre et bredt udvalg af seværdigheder og aktiviteter.

- Den internationale turisme stiger, og vi forventer, at vi også i Danmark vil opleve vækst i antallet af overnatninger fremadrettet. Men det kræver naturligvis, at vi kan levere attraktive turismeprodukter og oplevelser, og at vi samtidigt skruer op for væksten i overnatningskapacitet, så der bliver plads til de mange nye turister. Det er nogle af de udfordringer, som vi i regeringen tager fat på, i den nationale turismestrategi, som vi planlægger at lancere til sommer, siger Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen.