TTH-profil er mættet: 21-årige Hylleberg indstiller håndboldkarrieren

Efter mange år med håndbold i centrum har TTH-spiller Mathilde Hylleberg nu endegyldigt valgt at slutte sin karriere.

Håndbolden bliver lagt på hylden, og nu vil Mathilde Hylleberg i gang med arbejdet som kontor-elev.
Håndbolden bliver lagt på hylden, og nu vil Mathilde Hylleberg i gang med arbejdet som kontor-elev.
Foto: Trine Markfoged Jensen, TV MIDTVEST

I december tog hun en frivillig timeout fra håndbolden, og nu bliver den tænkepause så permanent.

Den 21-årige TTH Holstebro-fløj, Mathilde Hylleberg, kommer ikke tilbage til tophåndbold. Hun ønsker nu i stedet en tilværelse, hvor hun i højere grad selv kan være herre over sin tid.

- Som tiden gik kunne jeg mærke, at jeg begyndte at tænke mere og mere på, hvordan det ville være ikke at spille håndbold, siger Mathilde Hylleberg til TV MIDTVEST.

- Når du først har haft den tanke og begynder at stille tingene op mod hinanden samt tænke på hvad man går glip af, og du føler, at du har mistet motivationen, så er det svært at slippe igen, uddyber hun.

Tog en frivillig pause

Allerede i april sidste år besluttede Mathilde Hylleberg sammen med klubben, at hun skulle holde pause resten af sæsonen efter et langt, hårdt og opslidende program med både klub- og landshold.

I november forlængede hun og TTH Holstebro så kontrakten frem til sommeren 2021.

Men kort før jul kom det frem, at TTH Holstebro med øjeblik virkning havde taget Mathilde Hylleberg ud af truppen, og at hun nu ville holde pause på ubestemt tid.

- Selvom jeg ikke er ret gammel, så har jeg dyrket elitesport siden 7. klasse. Så det er klart, at selvom jeg ikke har været professionel så længe, så har jeg levet i et professionelt miljø i rigtig mange år, forklarer Mathilde Hylleberg i dag.

- Og jeg har altid været all-in. Jeg har altid meldt fra til andre ting, hvis vi skulle træne eller spille kamp. Også selvom at det jo var okay at melde afbud som 11-årig, hvis man eksempelvis skulle til morfars fødselsdag.

Ligeså stille er overskuddet til håndbold dalet, og lysten til at bruge sin tid på andet er steget. Derfor er beslutningen om helt at kvitte sporten nu truffet.

- Jeg har været afklaret et stykke tid, men det er mega dejligt, at det endelig bliver offentligt kendt, så man ikke skal forklare sig hver gang folk spørger, om man ikke kommer tilbage, siger Mathilde Hylleberg.

- Man skal jo gøre tingene, fordi det gør én glad. Og hvis man ikke synes fedt at tage til træning to gange hver dag, så bliver det altså en lang uge. Og det har egentlig også været min hensigt ikke at gøre det her til et tabu. Det er vigtigt, at folk forstår og sætter sig ind i, at man skal gøre tingene, fordi de gør én glad.

TTH Holstebro-direktør: Mathilde har givet os så meget

Mathilde Hylleberg har gennem hele sin ungdom og professionelle karriere været en del af TTH Holstebro.

Derfor ærgrer det selvfølgelig klubbens direktør, John Mikkelsen, at hun nu søger andre veje. Samtidig har han stor respekt for beslutning. Det oplyser TTH Holstebro i en pressemeddelelse.

- Mathilde har givet TTH Holstebro alt i hendes næsten 10 år i klubben. Både som person og som spiller har hun givet os masser af dedikation, og med hendes personlighed og hendes håndboldmæssige potentiale og kvaliteter, har hun været en fantastisk TTH-ambassadør over for både sponsorer, tilskuere, frivillige og klubfolk, både store og små.

- Vi kommer til at savne hende, og vi håber hun i fremtiden kigger forbi Gråkjær Arena som TTH-fan, siger John Mikkelsen.

Selv har Mathilde Hylleberg også kun rosende ord tilbage overfor den klub, der har været centrum for hendes liv i næste 10 år.

- Klubben har været sindssygt gode til at tackle det her. Jeg har haft en vildt god dialog med John. Ham og jeg har talt sammen hver tredje uge om, hvordan det hele gik, fortæller hun og uddyber, at selvom hun er afklaret omkring beslutningen, så har det ikke være nemt at sige højt.

- Det har været sindssygt svært. Det har været svært at fortælle mine forældre, at min og deres passion de sidste mange år, lige pludselig ikke skal være det længere.

Hvad så nu?

Nu venter så en hel ny hverdag uden faste træningstider, fuldt bookede weekender og afbud til fordel for håndbolden.

Den 1. august tager Mathilde Hylleberg hul på arbejdet som kontor-elev. Indtil da skal hun passe sit nuværende kontor-arbejde hos Aktiv Personale og vænne sig til, at alting ikke længere drejer sig om håndbold og træning.

- Først og fremmest skal jeg lære at føle mig tilpas i min nye situation. Jeg kan godt mærke, at man skal vænne sig til, at man faktisk kan lave aftale en uge frem, fordi man ved, hvad man skal, slutter hun.

2:16
Se dette indslag TV MIDTVEST lavede med Mathilde Hylleberg i 2018. Da var hun på vej til EM-slutrunde med landsholdet i Frankrig.