Trods dårlige år for branchen: Minkavler kræver millionerstatning

Selvom minkbranchen de seneste år ikke har tjent mange penge, så mener Ib Lundgaard, at han har ret til en millionerstatning. Krisen skal ikke være udgangspunktet, siger han.

Allerede inden coronaen kom, var minkbranchen i knæ, og konkurser var en konstant trussel for de mange avlere.

Ib Lundgaard fra Holstebro har været med på alle op- og nedture. Selvom han de seneste år har haft underskud i sin minkforretning, så forventer han stadig at få en millionerstatning fra staten.

quoteI halvfemserne fik vi 85 kroner for skind. Så langt har vi ikke været nede nu, men det har da været et par trælse år.

Ib Lundgaard, minkavler, Holstebro

- Det må være fuld pris i salgsværdien, og krisen skal ikke være udgangspunktet. Det burde være gennemsnitsværdien for de sidste ti år, som udgør grundlaget for erstatningen, siger Ib Lundgaard.

Lige nu forhandler Folketingets partier om erstatningen til minkavlerne på flere milliarder. Henning Otte Hansen, der er seniorrådgiver på Københavns Universitet, mener ligesom Ib Lungaard, at man skal kigge på mere end bare de sidste par år.

- Vi skal have en længere horisont. Man er nødt til at udregne, hvad minkavlerne ville have tjent i et normalt år. Man skal tage højde for de tilfældige udsving i branchen. Jeg vurderer, at regningen til staten skal være på omkring 10-12 milliarder kroner, siger Henning Otte Hansen.

Ib Lundgaard ved endnu ikke, hvad han kan få i erstatning, men når han tæller sine værdier op, bliver det til flere millioner.

- Det er svært at sætte tal på. For år tilbage blev min farm vurderet til 4,2 millioner, så det er nok noget i den stil. Hvis jeg så skulle ud og købe en ny besætning, koster det 6-800.000 oveni. Skindene løber nok op i 1,8 millioner oven i, så det er mange penge. 

En svingende branche

Regeringen har nu brugt et par uger på at forhandle erstatningen, men det har vist sig ikke at være let. Minkbranchen er presset, og værdien af minkene er ikke så høj, som den var en gang.

- Branchen er i knæ midlertidigt, men der har været mange op- og nedture i branchen. På lang sigt over ti år er det en god og attraktiv branche at tjene penge på, fortæller Henning Otte Hansen.

Af den grund mener minkavlerne, at erstatningen skal være højere end den værdi, som branchen befinder sig i nu.

Priserne på minkskind var på sit højeste i 2013, hvor de kostede 612 kroner stykket. I 2018 var de nede på omkring 218 kroner per skind, og Ib Lundgaard har været vidne til endnu lavere priser.

- Vi har alle dage kørt op og ned. I halvfemserne fik vi 85 kroner for skind. Så langt har vi ikke været nede nu, men det har da været et par trælse år. Der er sådan nogle intervaller på fem til ti år, og det er helt almindeligt for branchen, siger minkavleren fra Holstebro.

Man eksproprierer ikke virksomheder

En anden grund til, at erstatningsforhandlingerne trækker ud er, at der er tale om ekspropriation. Det er ikke nemt at udregne, hvad er minkfarm er værd, når det er alt, der skal erstattes i kroner og øre.

- Vi eksproprierer ikke virksomheder. Det er ekstremt sjældent, det sker, og aldrig nogensinde er det sket i den her skala før. Man er nødt til at lave en individuel vurdering af hver enkelt avler. Man kan ikke lægge en skabelon over alle, fortæller Hanne Mølbeck, der er partner i advokatfirmaet Bech-Bruun.

Da det gik bedst tjente Ib Lundgaard knap en million på et år. Sidste år endte det med et lille minus.

Ifølge Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, har regeringen i dag åbnet op for, at give mere erstatning til minkavlerne, end der først var lagt op til.

Minkavlere kræver fuld kompensation, selv om de ikke har tjent store penge de sidste par år