Trist stemning hos Folkebevægelsen mod EU: - Jeg har det bestemt ikke godt med det

Folkebevægelsen mod EU fik ikke det Europa-Parlamentsvalg, de havde håbet. Partiet mistede sit mandat i parlamentet.

Der er blevet jublet mange steder efter Europa-Parlamentsvalget. Men et af de steder, hvor jublen er udeblevet, er hos Folkebevægelsen mod EU.

quoteDet er da trist, det må jeg sige

Aage Staun, EU-kandidat, Folkebevægelsen mod EU

Bevægelsen har mistet sit mandat i Bruxelles.

- Det er da trist, det må jeg sige. Jeg har det bestemt ikke godt med det. Både for mig selv men også for de mange mennesker, der har arbejdet hårdt for at holde en modstand inde i parlamentet, siger Aage Staun, der var en af de 19 kandidater, Folkebevægelsen mod EU stillede op til valget.

Han mener ellers, at Rina Ronja Kari, der sad i Europa-Parlamentet for bevægelsen, havde markeret sig godt langt henad vejen.

Druknet i folketingsvalget

For Aage Staun er der især en årsag, der træder frem, når han bliver spurgt til, hvorfor Folkebevægelsen mod EU har mistet sit mandat.

Der peger han på udskrivelsen af valget til folketinget.

Jeg tror, vi druknede lidt i, at der blev udskrevet folketingsvalg. Det kunne vi ikke trænge igennem samtidig med hele Brexit blev vi glemt i spillet. Jeg tror, vælgerne til de partier, der stiller op der sagde: ”Vi må markere i EU-valget også, at vi støtter dem, så de kan stå stærkt i meningsmålingerne.”

Fortsætter kampen

På trods af det sløje valg stopper Folkebevægelsen mod EU ikke sin faste, politiske gang.

Partiet fortsætter med at skabe politisk debat omkring deres modstand mod EU.

- Vi kæmper videre, og vi har så bare ikke lige en repræsentant i parlamentet, der kan sende information hjem. Men vi er her stadig. Det skal de etablerede partier vide, siger Aage Staun og fortæller derefter om en af de ting, som partiet nu vil bruge tid på.

- Vi skal bruge tid på at gå ind i debatten om, hvordan EU udvikler sig. Der er jo et par store nationer, der går efter mere integration, en fælles hær, en fælles præsident og så videre. Den debat vil vi gå ind i og sige, at det her er en rute, Danmark ikke kan have interesse i at gå ind i. For så bliver vi mast af de store nationer. Den debat vil vi hele tiden holde liv i. Der har vi en meget stor mission.


Læs flere artikler fra Midt- og Vestjylland eller i kategorien Politik.