Trepartsaftale: Lønkompensation forlænges i alle brancher

Med aftalen er parterne blevet enige om, at der genindføres mulighed for, at virksomhederne kan varsle ferie for den enkelte lønmodtager.

Fungerende beskæftigelses- og ligestillingsminister Ane Halsboe-Jørgensen.
Fungerende beskæftigelses- og ligestillingsminister Ane Halsboe-Jørgensen.
Foto: Ólafur Steinar Gestsson / Ritzau Scanpix

Regeringen og arbejdsmarkedets parter er torsdag den 14. januar 2021 blevet enige om at forlænge lønkompensation indtil til de skærpede restriktioner ophører.

Det oplyser Beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse.

Dermed kan kompensationen være med til at hjælpe både lønmodtagere og virksomheder i en svær periode.

TV 2s finanskommentator Ole Krohn oplyser, at det er alle virksomheder, der har sendt deres medarbejdere hjem, der kan benytte sig af tilbuddet.

- Tilbuddet fra regeringen og arbejdsmarkedets parter, at man kan få op til 30.000 kroner per hjemsendt medarbejder. Præcis som vi så det i foråret, siger han.

Han oplyser, at hvis restriktionerne forlænges yderligere, så får det konsekvenser for lønmodtagere, der skal være forberedt på at afgive feriedage.

Fungerende beskæftigelses- og ligestillingsminister Ane Halsboe-Jørgensen er positiv over aftalen.

- Jeg er glad for, at arbejdsmarkedets parter på ny reagerer hurtigt, og sammen med regeringen forlænger lønkompensation, siger hun.

- Både lønmodtagere og virksomheder bidrager til ordningen, som har været med til at redde tusindvis af arbejdspladser og forhindre, at mange virksomheder har måttet dreje nøglen om i denne alvorlige situation, hvor dele af samfundet er lukket ned af hensyn til folkesundheden.

Ordningen om lønkompensation blev vedtaget i foråret 2020 for at undgå fyringer efter den første nedlukning.

Den er siden forlænget flere gange. Den giver mulighed for at sende ansatte hjem med løn, hvor staten så dækker 75-90 procent af lønnen op til 30.000 kroner om måneden.

Virksomheder kan varsle ferie for lønmodtagere

Med forlængelsen er parterne desuden enige om, at der genindføres mulighed for, at virksomhederne kan varsle ferie for den enkelte lønmodtager svarende til én feriedag optjent efter ferieloven eller én afspadseringsdag med løn.

Eller – hvis medarbejderen ikke har tilstrækkelig ferie eller afspadsering svarende til en dag – afholde tjenestefri i én dag uden løn per lønkompenserende måned (28 kalenderdage), når medarbejderne er hjemsendt på lønkompensation.

I perioden hvor de skærpede restriktioner pt. løber - til og med 7. februar - vil det særskilt gælde, at lønmodtagere skal bidrage med én feriedag for de første 21 kalenderdage ordningen forlænges med.

Lønmodtagere kan maksimalt pålægges at bidrage med fem feriedage mv. i perioden.

Parterne er desuden enige om, at der sikres en omstillingsperiode på syv dage, når de skærpede restriktioner ophører og lønkompensationsordningen samtidig ophører.

Betingelserne for forlængelsen er i øvrigt de samme som i den lønkompensation, der har kørt hen over jul og nytår, og som gælder i alle brancher.

Administrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening, Jacob Holbraad er positivt stemt over, at aftalen om en forlængelse er blevet indgået.

- Jeg er tilfreds med, at vi er nået frem til en forlængelse af ordningen. Det betyder, at vi fortsat vil holde hånden under virksomheder og medarbejdere i denne svære tid. Det er samtidig også fornuftigt, at medarbejderne nu bidrager med at afholde ferie eller afspadsere, så vi tager noget af presset af virksomhederne.

- Forhandling skal hjælpe med de sidste skridt

Aftalen sker efter, at den generelle nedlukning af samfundet er blevet forlænget i lyset af den alvorlige corona-situation, hvor mange er smittede, og antallet af indlagte stiger.

Dele af samfundet er lukket ned for at få styr på smittespredningen, som er ekstra alvorlig på grund den meget smitsomme corona-variant B.1.1.7, der er kommet til landet, og ifølge sundhedsmyndighederne må forventes at ramme endnu flere den kommende tid.

Formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation, Lizette Risgaard mener, at det er en vanskelig situation, og hun sætter pris på, at det er lykkedes at skabe tryghed på arbejdsmarkedet med den ny aftale.

- Det er mit håb, at vi med denne forlængelse i trepartsregi kan bidrage til, at vi sammen kan tage de sidste skridt over på den anden side af pandemien, siger hun.