Trepartsaftale fordeler 5,4 milliarder til flere lærepladser

5,4 milliarder som staten har opkrævet for meget fra virksomheder, skal nu sikre flere lærepladser.

Foto: Søren Bidstrup Ritzau Scanpix

Regeringen og arbejdsmarkedets parter fordeler et overskydende beløb på 5,4 milliarder kroner til danske virksomheder for at sikre flere lærepladser.

Det oplyser Beskæftigelsesministeriet torsdag aften.

Læs også Stor mangel på lærepladser

Pengene kommer fra Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag (AUB), hvortil private og offentlige arbejdsgivere betaler et bidrag, der finansierer flere praktikpladser for erhvervsuddannelserne.

- Vi er her til aften blevet enige om en efter vores mening rigtig god trepartsaftale, som tilfører 5,4 milliarder, som skal bruges til at holde hånden under lærlinge og elever og skal skabe nye elevpladser, siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) på et pressemøde.

De overskydende penge skyldes, at staten har opkrævet for mange penge fra arbejdsgiverne i AUB-bidrag. Ved udgangen af 2020 forventes der således en opsparing på omkring 5,4 milliarder kroner i AUB.

Fakta: Dette indeholder aftalen:

* Der etableres en midlertidig løntilskudsordning, hvor private virksomheder med lærlinge kan få tilskud til løn. Ordningen er gældende fra 1. maj 2020 til og med 31. december 2020.
    
* Virksomheder, der allerede havde lærlinge inden 1. maj, kan få 75 procent af lønnen i tilskud.
    
* For uddannelsesaftaler, der indgås efter 1. maj, vil det være muligt at få tilskud til 90 procent af lønnen. Det gælder for uddannelsesaftaler, kombinationsaftaler mesterlæreaftaler og restuddannelsesaftaler.
    
* "Korte aftaler", der indgås efter 1. maj, vil kunne få dækket 45 procent af lønnen. Det vil være betinget, at der ikke tidligere er indgået en kort aftale mellem selvsamme virksomhed og elev.
    
* Løntilskuddet vil alene skulle ydes i elevernes praktikperioder, da arbejdsgiverne under skoleperioder modtager almindelig lønrefusion fra AUB.
    
* Derudover øges lønrefusionssatsen under skoleophold med 20 procent for ordinære uddannelsesaftaler, kombinationsaftaler og restuddannelsesaftaler. Det gælder for skoleophold i anden halvdel af 2020.
    
* Indbetalingen til AUB suspenderes for samtlige arbejdsgivere på samlet set 1,4 milliarder kroner i 2020.
    
Kilde: Beskæftigelsesministeriet.
    
 

Se mere

Overopkrævningen har udløst kritik fra Statsrevisorerne, der vogter over brugen af skatteborgernes penge.

Regeringen har derfor sammen med arbejdsmarkedets parter nu fundet en måde at bruge de overskydende penge til at sikre flere lærlingepladser.

Læs også Ny aftale skal sikre lærepladser

Parterne er blevet enige om en løntilskudsordning, så de virksomheder, der indgår nye uddannelsesaftaler i løbet af 2020, kan få dækket op til 90 procent af udgifterne.

For eksisterende aftaler får virksomheder dækket 75 procent af lønnen.

Derudover skal arbejdsgivere, der har elever og lærlinge, i højere grad kompenseres for deres udgifter resten af året.

- Det er alt sammen for at tilskynde til, at virksomhederne derude bliver ved med at rekruttere lærlinge og elever, så coronakrisen ikke betyder, at vi om nogle år står og mangler uddannet arbejdskraft, siger Peter Hummelgaard.

Samtidig er parterne blevet enige om, at der skal sikres en fremadrettet balance i indbetalingerne til AUB, fremgår det af aftalen.