Trægt boligsalg i det nordvestjyske

Tal for Boliga viser, at man i flere kommuner skal væbne sig med tålmodighed, hvis man har et hus til salg.

Tal fra Boliga.dk viser, at liggetiden for rækkehuse i Holstebro er på 281 dage.
Tal fra Boliga.dk viser, at liggetiden for rækkehuse i Holstebro er på 281 dage.
Foto: Henrik Birkbak, TV MIDTVEST

Det kan godt ske, at der er ved at være højkonjunktur i samfundet, men det er ikke alle steder, der smitter af på boligsalget.

Tværtimod har flere midt- og vestjyske kommuner den tvivlsomme ære at ligge i top 10 på listen over kommuner med længst liggetid.

Boliga.dk kan man se, at Lemvig Kommune har den længste gennemsnitlige liggetid for villaer med 652 dage. Struer ligger på tredjepladsen med 575 dage, og Morsø og Thisted er også med i top 10.

Ser man på liggetiden for rækkehuse, er Holstebro Kommune på tredjepladsen med 281 dage.

Og at det kan tage lang tid at komme af med et rækkehus, ved Anja og Allan Fleng Vandborg alt om. De har i over tre år haft deres rækkehus i Holstebro midtby til salg.

- Det er frustrerende. Vi havde regnet med, at det gik væsentligt hurtigere, siger de.

Indehaveren af Nybolig i Holstebro, Kim Fuursted Poulsen, har dog svært ved at genkende billedet af Holstebro som en by med et trægt salg af rækkehuse. Han har - med egne ord - svært ved at bevare pessimismen.

- Man skal huske på, at der er tale om bagudrettede tal. I øjeblikket har vi i postnummer 7500 cirka 415 boliger til salg. De 53 er række/kædehuse, og kigger vi på liggetiderne, er 10 af dem over et år gamle. Det synes jeg i virkeligheden ikke er særlig slemt i forhold til, hvor godt det går nu, siger Kim Fuursted Poulsen.

2:08
Ifølge tal fra Boliga har vestjyske boliger til salg nogle af de de længste liggetider i landet