Torsten Schack er stolt over udligningsreform

Aftalen bidrager til et Danmark i bedre balance, mener Venstre-manden fra Thy.

Torsten Schack er tilfreds med den aftale, hans parti har indgået med regeringen, SF, Alternativet og de Radikale.
Torsten Schack er tilfreds med den aftale, hans parti har indgået med regeringen, SF, Alternativet og de Radikale.
Foto: Niels Christian Vilmann / Ritzau Scanpix

Torsten Schack Pedersen er næstformand for Folketingets finansudvalg og har været helt tæt på forhandlingerne omkring den udligningsreform, der tirsdag blev præsenteret.

- Som Venstre-mand er jeg stolt over den her aftale, siger han.

Aftalen er indgået mellem Venstre, regeringen, de Radikale, SF og Alternativet. Altså er Venstre det eneste borgerlige parti, der er med i aftalen.

- Når man sidder i opposition, er det faktisk nemmere at stå uden for en aftale om kommunal udligning, for så kan man sige til dem, der skal betale regningen, at man ville have mindsket regningen, og til dem, der får, at de ville have fået noget mere.

- Det er en svær opgave, men jeg synes, det er vigtigt, at vi i Venstre er gået med. Vi har fået markante aftryk. For Venstre er det afgørende, at vi får et Danmark i bedre balance, og det bidrager den her aftale til.

Midt- og Vestjylland har fået mere end dobbelt så mange penge tilført i den endelige reform i forhold til det udspil, regeringen først kom med.

- Tre hegnspæle

Venstre og Socialdemokratiet er de store partier på Christiansborg - men også i kommunerne. Derfor var det vigtigt at imødekomme partifællerne ude i landet, men ikke uden krav.

- I Venstre satte vi tre hegnspæle for forhandlingerne. Vi ville undgå, at danskerne oplevede et skattesmæk på grund af det her. Så ville vi have, at finansieringstilskuddet blev fastholdt og så gøre op med den overbetaling på udlændingeområdet, som regeringens udspil lagde op til, siger Torsten Schack.

Du kan få overblikket over, hvad aftalen har af betydning for de midt- og vestjyske kommuner her: