Tørken har været hård for landbruget - så stor er gælden

​Landbrugets økonomi er i fokus efter en varm og tør sommer. Nationalbanken kommer med opgørelser over gæld.

De danske landsmænds økonomi har været i fokus oven på sommerens lange tørke. Tørken har fået erhvervet til at spå konkurser og bede om hjælp fra regeringen.

En ny opgørelse over landbrugets gæld fra Nationalbanken viser, at gælden lyder på 312 milliarder kroner ved udgangen af juli 2018. Nationalbanken noterer samtidig, at landbrugets økonomi vil kunne "påvirkes mærkbart" af rentestigninger.

- Dansk landbrug er udfordret af en historisk varm og tør sommer. Samtidig fylder branchen meget i bank- og realkreditsektorens udlånsportefølje, skriver Nationalbanken og oplyser, at landbruget står for 19 procent af det samlede udlån til erhverv:

- For en række små og mellemstore banker samt realkreditinstitutter fylder udlån til landbruget mere end 40 procent af deres samlede erhvervsudlån.

Størstedelen af lånene er realkreditlån, mens omkring en femtedel er banklån.

Landbruget er sårbart overfor rentestigninger

Realkreditlån med variabel rente står for omkring 200 milliarder kroner af landbrugets lån, og derfor er sektoren sårbar overfor rentestigninger, skriver Nationalbanken.

- Det lave renteniveau og den store andel af variabelt forrentede lån har bidraget til at holde landbrugets finansieringsomkostninger nede i en årrække.

- Det betyder dog også, at landbrugets økonomi vil kunne påvirkes mærkbart, hvis der kommer rentestigninger, skriver Nationalbanken.

Landbrug & Fødevarer har tidligere meldt ud, at man tror, tørken vil koste landbruget 6,4 milliarder kroner. På den baggrund ønsker interesseforeningen permanente lettelser i beskatningen af landbruget.

/ritzau/


Læs flere artikler fra Midt- og Vestjylland eller i kategorien Erhverv.