Tomme huse i landdistrikterne bliver flere og flere

I flere af landsdelens kommuner er mere end fem procent af husene nedrykningsklare, viser en rapport fra KORA.

En fra rapport fra KORA, Det Nationale Institut for Kommunernes og Regionernes Analyse og Forskning, viser, at der i Danmark er et sted mellem 10.000-22.000 huse, som er klar til at blive rykket ned. Især i landdistrikterne er der kommet flere tomme huse. I løbet af de sidste 15 år er således kommet 50 procent flere.

Problemet er især voksende i Thisted, Lemvig, Struer, Morsø og Vesthimmerland Kommune. Værst ser det dog ud i Lemvig Kommune, hvor 7,2 procent af kommunens huse er nedrivningsklare.

- Det er et hastigt voksende problem i landsogne, som ligger langt væk fra større byer. I nogle landsogne står mere end hvert fjerde hus tomt. 15 år tidligere var det ”kun” hvert ottende i de samme sogne. De mange faldefærdige huse er en barriere for vækst og udvikling i lokalsamfundene, fordi de skræmmer nye beboere væk og fastfryser boligmarkedet. Det er en ond cirkel, siger Nicolai Kristensen, som er professor i KORA og står bag rapporten.

- Kommuner bør tage affære

Rapporten rummer også en prognose over, hvordan antallet af tomme og nedrivningsklare huse vil udvikle sig i perioden fra 2015 til 2020. Og den viser, at udviklingen vil fortsætte med uformindsket styrke i de kommende år, hvis der ikke sættes ind.

- De kommuner, der ikke allerede er i gang, bør overveje at få en strategi for nedrivninger. Men det er en dyr affære. Vi vurderer, at det vil koste halvanden til tre milliarder kroner i alt at rive alle de nedrivningsklare huse ned. Måske kan tiltag som flexboligordning eller ophævelse af bopælspligt også være med til at mindske omfanget af nedrivningsklare boliger, siger Nicolai Kristensen.

I Langelands Kommune er 12,6 procent af husene nedrivningsklare.

LÆS RAPPORTEN FRA KORA HER