Toiletter og skraldespande bliver fjernet fra rastepladser: - Det er sørgeligt

Chauffører er trætte af nedgraderingeren af rastepladserne. Hos Vejdirektoratet mener man dog ikke, at forholdene bliver væsentligt forringede.

Chauffør Danny Bøgesgaard mener, det er fattigt at visse rastepladser skal nedgraderes.
Chauffør Danny Bøgesgaard mener, det er fattigt at visse rastepladser skal nedgraderes.

Fremover bliver der længere mellem toiletter og skraldespande på de midt- og vestjyske rastepladser.

Vejdirektoratet har nemlig besluttet sig for at nedgradere 134 ud af landets 279 rastepladser for at fokusere på at holde de bedste af slagsen så gode som mulige.

Omkring 30 af rastepladserne ligger her i landsdelen, og fire af dem kommer til at miste toiletterne.

Udsigten til den nye situation ærgrer chauffør Danny Bøgesgaard.

- Det bliver sværere for os nu. Det er helt sikkert. Det er jo vores liv herude. Vi skal sove ude på rastepladserne, og vi skal bo herude. Så jeg synes, det er sørgeligt. Det er fattigt af Danmark, at vi ikke har råd til det.

- Vi kan risikere, at vi skal holde ind en time eller to før for at finde en ordentlig rasteplads, hvis man skal have chance for at komme til et toilet eller få noget vand i hovedet om morgenen. Det gør, at det kan blive sværere at nå tingene den næste dag, siger Danny Bøgesgaard.

Vejdirektoratet: Nedjusteringer giver mening

Ifølge Vejdirektoratet giver det dog gode mening at nedjustere forholdene på visse rastepladser.

- Vi har mange pladser i forskellige tilstande, og det er forskelligt, hvor meget de bliver brugt. Mange af de gode pladser, vil vi gerne gøre bedre, mens der ikke er så meget værdi i mange af de pladser, som ikke bliver brugt så ofte. Derfor har vi besluttet os for at nedklassificere nogle pladser, mens vi opgraderer andre, lyder det fra Iver Sande, der er afdelingsleder for vejdirektoratets planlæggende myndighed.

- Der kan hurtigt blive brugt mange ressourcer på at tømme skraldespande og rengøre toiletter, og dem kan vi bruge at forbedre de gode pladser endnu mere, forklarer han.

- Vi fjerner ingen pladser

Mange chauffører er, ligesom Danny Bøgesgaard, bekymrede for, at de ændrede forhold vil få stor betydning for arbejdsbetingelserne. Både i forhold til kørehviletid og toiletter.

Bekymringen køber Iver Sande dog ikke.

- Vi nedgraderer en hel del pladser, men vi fjerner ingen. Så man vil stadig kunne komme ind og holde et hvil. Der er kun toiletter på 10 procent af de pladser, vi nedgraderer, så det er yderst få toiletter, der fjernes, siger han.

Vejdirektoratet har allerede gennemført en tredjedel af de planlagte nedgraderinger. Alle 134 rastepladser vil være nedgraderet i slutningen af 2018.

1:48
Vejdirektoratet vil nedgradere 134 af landets 279 rastepladser.