To ud af tre vælgere vil hæve alkoholgrænse til 18 år

Der er flertal blandt stemmeberettigede for at hæve aldersgrænse for alkoholkøb til 18 år, viser undersøgelse.

1.g'ere samlet for at feste og fejre starten på gymnasielivet (Arkiv).
1.g'ere samlet for at feste og fejre starten på gymnasielivet (Arkiv).
Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

Et flertal af vælgerne går ind for, at man skal være 18 år for at kunne købe alkohol i Danmark, uanset hvor mange procenter den alkoholiske drik er på.

Det viser en repræsentativ undersøgelse, som instituttet Epinion har foretaget for Kræftens Bekæmpelse.

I undersøgelsen er 2000 voksne spurgt om, hvilket parti de ville stemme på, hvis der var folketingsvalg i morgen. Dernæst hvor enige de er i, at der bør indføres en aldersgrænse på 18 år for køb af alkohol i Danmark.

Og her er der blandt vælgere af samtlige af Folketingets partier - undtagen Alternativt - flertal for at hæve grænsen.

Samlet set er det 65 procent af de adspurgte, der er helt eller delvist enige i, at grænsen for alkoholkøb skal hæves til 18 år. 15 procent er imod, mens de resterende har svaret "ved ikke".

Størst er opbakningen blandt de voksne, der ville sætte krydset ved regeringspartiet Socialdemokratiet, hvis der var valg i morgen. Her støtter 75 procent en hævet aldersgrænse, mens 9 procent er imod.

Undersøgelsens resultater vækker begejstring hos Kræftens Bekæmpelses administrerende direktør, Jesper Fisker.

- Det er enormt positivt, at danskerne så entydigt bakker op uanset politisk ståsted. Derfor håber vi, at politikerne vedtager en 18-års aldersgrænse som en del af regeringens kommende forebyggelsesplan for unges alkoholforbrug.

- Vi ved, at en 18-års aldersgrænse for køb af alkohol er et af de mest effektive værktøjer til at nedsætte unges sundhedsskadelige alkoholforbrug, siger han i pressemeddelelsen.

De politiske partier er ikke blevet spurgt i undersøgelsen, og det er således alene vælgernes og ikke partiernes holdning, der afspejles.

I dag må man som 16-årig købe drikkevarer med op til 16,4 procent alkohol. Det er blandt andet øl og vin, mens man skal være fyldt 18 år for at kunne købe drikkevarer med en alkoholprocent på 16,5 eller over.

Både Kræftens Bekæmpelse og interesseorganisationen Alkohol & Samfund mener, at grænsen bør hæves til 18 år.

/ritzau/