Tjek selv: Så dygtige er skolerne i din kommune
Skolerne i Herning Kommune klarer sig bedst i en ny CEPOS-analyse. Men hvordan klarer skolerne sig i din kommune? Læs med her. (arkivfoto)
En ny analyse, der er udarbejdet af tænketanken CEPOS, slår fast, at skolerne i Herning Kommune i gennemsnit er de bedste til at løfte deres elevers niveau.
Analysen tager udgangspunkt i den såkaldte "undervisningseffekt", der vurderer elevernes resultater ved afgangseksamenerne og sammenligner dem med elevernes sociale og økonomiske baggrund.
Analysen handler altså ikke om, hvor i landet eleverne opnår de bedste karakterer, men hvor skolerne formår at løfte eleverne mest muligt, i forhold til hvad der kan forventes.
Hvis en skole har formået at løfte eleverne 0,2 karakterpoint mere end forventet, er skolens undervisningseffekt +0,2. Hvis skolen i modsætning hertil ikke formår at løfte eleverne i det omfang, der bør kunne forventes, er skolens undervisningseffekt i minus.
Det er den gennemsnitlige undervisningseffekt i Herning, der betyder at kommunen placerer sig på en førsteplads. Men skolernes individuelle resultater er også opgjort i analysen.
Find undervisningseffekten på DINE børns skole her.