Tiltalt for vold mod Papes kæreste kan ende med erstatning

Der er nu sat dato på retssagen mod 34-årig slovak, der er tiltalt for knytnæveslag mod Josue Vasquez.

Voldsepisoden mod Søren Pape Poulsens forlovede skete natten til den 17. maj.
Voldsepisoden mod Søren Pape Poulsens forlovede skete natten til den 17. maj.
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Sagen om det påståede overfald på justitsminister Søren Pape Poulsens (K) forlovede kommer for Københavns Byret den 6. juli.

Til den tid vil den 34-årige advokat fra Slovakiet, der er tiltalt i sagen, efter alt at dømme have tilbragt 50 dage bag tremmer.

Dermed er der en mulighed for, at den tiltalte vil kunne gøre krav på erstatning, også selv om han bliver dømt.

Kan løslades onsdag

Et knytnæveslag i nattelivet straffes nemlig sjældent med mere end 30-40 dages fængsel. Og hvis en varetægtsfængsling varer længere end en eventuel straf, kan den fængslede efterfølgende kræve erstatning.

Før det kommer hertil, skal en dommer i Københavns Byret endnu engang tage stilling til, om varetægtsfængslingen overhovedet skal forlænges.

Efter planen sker det i et retsmøde på onsdag, og i den forbindelse vil advokat Michael Sahl Nielsen ifølge Ekstra Bladet kræve sin klient løsladt.

- Vi har at gøre med en pæn og ordentlig mand, så det er fuldstændig meningsløst, siger forsvareren om den langvarige fængsling.

Efter planen sker det i et retsmøde på onsdag. Hvis slovakken løslades her, vil han have rundet 27 dage i fængsel.

Den påståede voldsepisode fandt sted natten til den 17. maj omkring klokken 03.30 ud for LA Bar på Gammel Mønt i det centrale København.

Nægter sig skyldig

Her skal slovakken ifølge anklagen have slået justitsministerens forlovede, Josue Vasquez, med knyttet hånd i ansigtet og udtalt, at han ikke kan lide bøsser. Angiveligt skal den tiltalte også have spyttet efter sit offer.

Slovakken, der var i Danmark for at se VM i ishockey, nægter sig skyldig.

Den tiltalte husker efter eget udsagn ikke så meget, men han afviser at have slået med knyttet næve. Muligvis slog han på en anden måde.

Desuden hævder han, at Josue Vasquez slog først. 

Til at starte med forklarede justitsministerens kæreste, at den slovakiske knytnæve kom ud af det blå, og at de to inden da ikke havde haft nogen form for kontakt. 

Efterfølgende har videooptagelser fra LA Bar imidlertid vist, at de to mænd talte sammen, og ifølge den tiltalte tilbød Josue Vasquez ham shots mindst to gange i løbet af natten.

Søren Pape Poulsen og Josue Vasquez, der kommer fra Den Dominikanske Republik, mødte hinanden i sommeren 2013 i Bruxelles, hvor sidstnævnte arbejdede. Parret er forlovet og planlægger at blive gift i løbet af 2018.