Tartelet-Thomas klar med nyt hit: Plads til smil i coronakrisen

Han blev landskendt på at synge om tarteletter. Nu har den vestjyske maskinfører Thomas Birkedal lavet en sang om Corona Lockdown.

- Folk husker nok formaningerne bedre, hvis de bliver afleveret med et smil, siger Thomas Birkedal, bedre kendt som Tartelet-Thomas.
- Folk husker nok formaningerne bedre, hvis de bliver afleveret med et smil, siger Thomas Birkedal, bedre kendt som Tartelet-Thomas.
Foto: Privat

Det er alvorlige tider, vi lever i.

Men på trods af coronakrisen - eller måske netop på grund af den -  skal der også være plads til smil.

Det mener i hvert fald Thomas Birkedal fra Fousing ved Struer.

Den 32-årige maskinfører, der arbejder på Skave Maskinstation, er bedre kendt som Tartelet-Thomas. Han blev landskendt, da han i 2017 delte en video på Facebook, hvor han sad i sin traktor og sang om tarteletter, og nu er han så klar med en ny video - denne gang er det Europes Final Countdown, der er blevet til Corona Lockdown.

- Situationen er meget alvorlig, og jeg har stor respekt for de tiltag, der bliver gjort. Men jeg synes også, at det er bedre, hvis vi kan grine lidt af tingene i stedet for at græde. Og så husker folk nok også formaningerne lidt bedre, hvis de bliver afleveret med et smil, siger han.

Bryllup i fare for at blive udskudt

På videoen er Thomas iført en kasket med langt hår ligesom medlemmerne af Europe.

- Man kan jo heller ikke blive klippet i øjeblikket, så jeg har sagt til min kæreste, at jeg nok ender med at se sådan ud, siger han.

Tartelet-videoen gik viralt på kort tid, og sangen om Corona Lockdown ser også ud til at gå rent ind. På tre timer har opslaget fået små 2000 delinger og 40.000 visninger.

Thomas Birkedal fortæller i øvrigt, at smitterisikoen også påvirker hans arbejde. Han og kollegerne er meget opmærksomme på, hvordan de omgås kunderne. For eksempel har han sat et stopskilt på sin traktor, så landmændene ikke kommer op i styrehuset. I stedet sørger han for at komme ud til dem - selvfølgelig med god afstand.

For som han synger i sangen.

- Vi skal stå sammen hver for sig. 

Og helt privat bliver Thomas Birkedal også påvirket af samfundets lockdown. Han og kæresten har planlagt bryllup den 30. maj, men lige nu regner han ikke med, at det bliver gennemført den dag. 

- Vi startede med at håbe på grønt lys inden maj, men nu arbejder vi på en ny dato i september. Min kæreste er gravid og skal føde til juli, så alt i alt er det et specielt år for os. Coronaen har ikke gjort det mindre speciel, men vi glæder os og ser fremad, siger han.

SE VIDEOEN FRA FACEBOOK HERUNDER