Tandlægeforeningen ser fin konkurrence i egen branche

De danske tandlæger får kritik for, at priserne er steget markant siden 2002. Kritikken bliver blankt afvist.

Men formand for klinikejerne i Tandlægeforeningen Torben Schønwaldt afviser, at der ikke er konkurrence på priserne blandt landets tandlæger.
Men formand for klinikejerne i Tandlægeforeningen Torben Schønwaldt afviser, at der ikke er konkurrence på priserne blandt landets tandlæger.
Foto: Ringkøbing-Skjern Kommune

Forbrugerrådet Tænk har mandag fremlagt en analyse, der viser, at priserne på tandpleje er steget med over 50 procent siden 2002. I kor med sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) angriber Tænk branchen for at mangle konkurrence. 

Men formand for klinikejerne i Tandlægeforeningen Torben Schønwaldt afviser pure kritikken.

- Der er konkurrence både på pris, service og kvalitet i vores branche. Priserne i vores branche udgøres af faste priser, der er sat ved lov, og så nogle frie priser.

- Kigger man, så kan man se, at priserne på de behandlinger, der ikke er bundet, varierer meget fra sted til sted. Så der er konkurrence, siger han.

Tandlægeformand: Vi har fri konkurrence

I 2017 beskrev Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, hvordan tandlæger internt og Tandlægeforeningen slog ned på tandlæger, der har tilbudt rabatter. Det genkender Torben Schønwaldt overhovedet ikke.

- Det er fuldstændigt urigtigt at postulere, at vi slår ned på tandlæger, der konkurrerer på pris. De må konkurrere lige så meget, som det skal være. 

- Det eneste, de ikke må, er at tage lavere priser de steder, hvor der er aftalt faste priser med en myndighed. Der må de hverken tage højere eller lavere priser, siger han.

Forbrugerrådet Tænks undersøgelse viser, at patienter sjældent spørger til prisen eller forhandler prisen, når de er til tandlæge. Som noget af det eneste er det en ting, Tandlægeforeningen kan nikke genkendende til.

- Jeg synes ikke, vi oplever, at patienterne spørger til pris. Men patienter, der skal have større arbejde lavet, får selvfølgelig en pris, som de kan forholde sig til. Vi er jo ikke interesserede i at bondefange nogen, siger Torben Schønwaldt.

Til spørgsmålet, om man kan forhandle pris med sin tandlæge, svarer Torben Schønwaldt:

- Det kan man måske nogle steder, men ikke hos mig.

   

/ritzau/