Tag med lufttaxa til hele Europa

Nyt selskab starter taxi-flyvning med 8 personers jetfly. Tur/Retur til København koster 25.000 kroner.

JutlandJets_1_WEBfotoshop2.jpg

I flere år har flytrafikken til og fra Karup Lufthavn været begrænset til fire daglige flyvninger til København. Men nu kan rejsende nå hele Europa non-stop. Selskabet Jutland Jets tilbyder taxa-flyvning i et 8 personers jetfly med base i Karup.

- Jeg har gået med idéen i mange år, men da Cimber Sterling gik ned for to år siden, var mange erhvervsdrivende nærmest i panik, og det kostede samtidig arbejdspladser i Karup. Det var rigtig trist, og nu er jeg jo selv fra Viborg, og så tænkte jeg: 'Hvorfor ikke nu?' Og okay, så gik vi i gang, siger direktør Christian Olsen.

Kan skabe arbejdspladser

Jutland Jets har i første omgang lejet et enkelt fly af mærket Citation Ultra 560. Flyet kan flyve i fire timer, og dermed kan kunder nå hele Vesteuropa uden mellemlandinger. En tur til Roskilde Lufthavn udenfor København koster omkring 3000 kroner per person, hvis samtlige af flyets 8 sæder fyldes op.

Direktør Christian Olsen håber også, at Jutland Jets kan skabe fremgang til hele landsdelen.

- Noget af det bedste ved at være iværksætter er at skabe arbejdspladser. Og Jutland Jets skaber selv arbejde til ni personer, men jeg håber da også, at vores aktivitet vil brede sig som ringe i vandet - altså mere aktivitet i Karup Lufthavn og ikke mindst lettere adgang til resten af verden for de virksomheder i Midtjylland, som skaber arbejdspladser, siger Christian Olsen.