Det har været en travl eftermiddag hos Midt- og Vestjyllands Politi. Hele syv anmeldelser om færdselsuheld er blevet indgivet på tre timer. Vagtchefen oplyser, at ingen personer er kommet alvorligt til skade.
Vi vil da gerne opfordre alle, som vi altid gør, til at køre bil, når man kører bil og ikke lave alt muligt andet.
- Om det er, fordi solen står lavt, eller om det er på grund af det gode vejr, ved jeg ikke, men jeg tæller syv anmeldelser om færdselsuheld i løbet af eftermiddagen, fortæller Lars Even, der er vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi.
Struer har været et af de steder, som denne eftermiddag har været ramt af færdselsuheld. Klokken 16:10 kørte to personbiler sammen på Holstebrovej lidt syd for Struer. Ingen kom alvorligt til skade, men da bilerne holdte på tværs af vejen, blev der skabt kødannelse i begge retninger.
Klokken 17:23 var den så gal igen, da to andre personbiler kørte sammen på Ringgade i Struer. Sammenstødet resulterede i, at den ene bil trillede rundt på siden.
En patruljevogn, en indsatsleder og en ambulance blev tilkaldt, men ifølge vagtchefen skulle kvinden i bilen være okay.
- Hun er vågen og kontaktbar. Det skulle ikke være alvorligt, men hun er blevet kørt med ambulancen til tjek for ryg- og nakkeskader, fortæller Lars Even.
- Jeg ved ikke, hvad der lige gør, at vi ser så mange tilfælde i dag, men vi vil da gerne opfordre alle, som vi altid gør, til at køre bil, når man kører bil og ikke lave alt muligt andet, lyder da fra vagtchefen.