Sygehuslæger kan afhjælpe mangel på praktiserende læger

770 læger uddannet i almen medicin arbejder ikke som praktiserende læger, men blandt andet på sygehuse.

Arkivfoto.
Arkivfoto.
Foto: Scanpix / Flemming Krogh

Der har i årevis været mangel på praktiserende læger - særligt i landets yderområder.

Men hvis de læger, som er uddannet i almen medicin, og som arbejder andre steder end i praksissektoren, skiftede til at blive praktiserende læger, vil det løse lægemanglen i stort set alle regioner. Det viser en ny opgørelse fra Praktiserende Lægers Organisation (PLO), skriver Avisen Danmark.

PLO's opgørelse viser, at 770 ud af i alt 4404 aktive læger uddannet i almen medicin ikke arbejder som praktiserende læger. De fleste af dem arbejder som læger på offentlige sygehuse, hvor især de fælles akutmodtagelser gør brug af deres brede kompetencer.

PLO: Et skridt på vejen

Christian Freitag, formand for PLO, mener, at det for en stor del af de 770 lægers vedkommende er urealistisk, at de er parate til at skifte til praksissektoren.

- Men der er ingen tvivl om, at der er en gruppe med den rigtige uddannelse, som vi godt tør tro på, at vi kan lokke ud, siger han til Ritzau.

Det vil dog stadig ikke løse problemet med manglen på praktiserende læger, men det vil være et skridt på vejen ifølge formanden.

- Manglen kommer til at følge os en del år endnu. Men det er klart, at kunne vi få bare en lille del af de cirka 700 uddannede læger, der egentlig kan fungere som praktiserende læger, ud, så ville det gøre rigtig godt nogle af de steder, hvor vi har nogle huller. Bare 100-150 nye praktiserende læger inden for en kort periode ville hjælpe rigtig meget på det, siger formanden til Ritzau.

Der er brug for flere læger

Stephanie Lose (V), formand for Region Syddanmark og kommende formand for Danske Regioner, mener ikke, at en flytning af flere hundrede læger fra en sektor til en anden er vejen frem.

- For det første kan vi ikke bestemme, hvor folk skal arbejde, og for det andet er læger uddannet i almen medicin en eftertragtet gruppe på sygehusene på de fælles akutmodtagelser og andre medicinske afdelinger, siger hun til Avisen Danmark.

Stephanie Lose peger på, at der er behov for at udvide bestanden af kommende praktiserende læger.

- Fokus skal være på at uddanne flere læger indenfor almen medicin, fordi vi i kommende år vil se et behov for vækst i antallet af praktiserende læger på grund af den demografiske udvikling med flere og flere ældre patienter, siger Stephanie Lose.

Ifølge PLO's egen prognose fra 2016 vil der i 2030 være behov for cirka 5000 praktiserende læger. I dag er der knap 3500.