Straksdom efter trusler og tyveri

41-årig mand fik i dag en straksdom på 60 dages betinget fængsel for at true personalet og stjæle fra Rema 1000 i Herning.

Politi.dk logo.jpg

Dommen faldt i eftermiddags efter en sag i går, hvor et butikstyveri i Rema 1000 på Viborgvej i Herning udviklede sig til et røveri.

Personalet opdagede ved 15-tiden en mand, som forlod butikken med flere stjålne varer. Personalet satte efter manden, og da de indhentede ham ved den nærliggende Lidl-forretning, truede han med at tage en kniv frem, hvis de ikke lod ham gå.

Butiksfolkene lod manden gå, men overvågningsbilleder fra butikken gav politiet gode kort på hånden, og klokken 17.58 blev en 41-årig mand uden fast bopæl anholdt i Østergade.

På sig havde manden i øvrigt 10 oksestege, som ifølge politiet var stjålet fra Netto-butikken på Silkeborgvej i Herning.

I retten i dag frafaldt man røveri-sigtelsen, og den 41-årige fik i stedet en straksdom for tyveri og trusler. Han modtog dommen på 60 dages betinget fængsel, oplyser politikommissær Michael Kjeldgaard fra Midt- og Vestjyllands Politi i Herning.