Stort behov for hjælp til socialt udsatte: Blå Kors fejrede jubilæum med rekordår

Blå Kors Danmarks arbejde med socialt udsatte satte rekord i 2020. Organisationen hjalp 12.000 mennesker i Danmark.

Der er i høj grad stadig brug for frivilligt socialt arbejde i Danmark.

Det konstaterer Blå Kors Danmark, der trods restriktioner og aflyste arrangementer på grund af corona kan se tilbage på et år med rekordstor aktivitet.

- I Blå Kors har vi det mål, at vi gerne vil have et samfund uden misbrugsproblemer og uden udsathed. Nu er vi blevet 125 år, og der er måske mere brug for os end nogensinde før. Og der er desværre ikke noget, der tyder på, at der ikke også i en rum tid fremover, vil være brug for Blå Kors, siger organisationens generalsekretær Christian Bjerre i en pressemeddelelse.

Organisationen hjalp i 2020 omkring 12.000 mennesker i Danmark, hvilket er en fremgang på 30 procent i forhold til året før.

Afskaffede afholdenhedskrav

Blå Kors var oprindeligt en afholdsbevægelse, men i 2001 blev afholdenhedskravet for medlemmer afskaffet. Organisationen hjælper i dag socialt udsatte i alle aldre. Det er specielt arbejdet med børn og unge, der har givet mere aktivitet.

- I Danmark sidder der i gennemsnit to børn i hver skoleklasse, der vokser op i en familie med alkoholmisbrug. Hvis de børn ikke får hjælp, viser statistikken, at cirka en tredjedel selv udvikler et misbrug som voksne. Det er bare en blandt mange gode grunde til, at vi i højere grad end tidligere, er begyndt at have fokus på netop denne gruppe, siger Christian Bjerre.

Blå Kors Danmark blev stiftet i 1895. I 1906 købte Blå Kors sit første behandlingshjem, Kærshovedgård ved Bording, som senere blev fængsel og udrejsecenter.

I Midt- og Vestjylland driver Blå Kors Danmark blandt andet en varmestue i Herning.

Organisationen fejrer sit 125 års jubilæum på et landsmøde i Odense Congress Center den 21. august.

Kort om Blå Kors Danmark