Storkonflikt blev afblæst: Nu shopper vi flere rejser

Rejseselskaberne oplever et forhøjet salg, efter at risikoen for konflikt blev minimeret.

Sommeren er på vej, og det får flere til at bestille ferier.
Sommeren er på vej, og det får flere til at bestille ferier.
Foto: Jens Nørgaard Larsen / Ritzau Scanpix

 Sommeren er på vej, og det har gjort telefonerne rødglødende hos rejseselskaberne.

- Nu bliver det bestilt rejser i stor stil, siger den begejstrede kommercielle direktør hos Bravo Tours, Gitte Søndergaard.

Da en storkonflikt blev afblæst lørdag aften, forsvandt danskernes rejsebekymringer også, og vi er igen klar til at bestille ferier.

Hvis ens ferie starter, mens man er i konflikt, så er det nemlig ikke tilladt at forlade landet, heller ikke selvom rejsen er booket på forhånd. Derfor har mange holdt sig tilbage.

- Der har været mere stille på telefonen i en periode, for der er rigtig mange gæster, som gerne ville købe deres rejse, men som ikke har turde gøre det, siger Gitte Søndergaard.

Især i maj

De fleste rejser, som bestilles liges nu er i maj, og det er ikke kun hos Bravo Tours, at de har oplevet tendensen. Også hos Primo Tours er salget af rejser steget kraftigt.

Her har dobbelt så mange ringet ind i forhold til i sidste uge, og de ringer af en helt anden årsag.

- I sidste uge fik vi en masse spørgsmål om, hvordan gæsterne var stillet, men konflikten ville ramme. Nu bestiller de rejsen, som de har gået og afventet, forklarer ferierådgiver ved Primo Tours, Katrine Wolff.