Store forsinkelser: Togtrafikken kører igen

Togtrafikken er torsdag eftermiddag indstillet i det meste af landsdelen. 

Det oplyser kommunikationsrådgiver i GoCollective Mikkel Juul.

Denne liveblog opdateres ikke mere. 

28. nov kl. 20:19

Flere togforsinkelser

Ifølge Rejseplanen er flere tog i det midt- og vestjyske igen aflyst.

Det første tog fra Herning St. mod Aarhus H kører nu først klokken 22:27.  

Du kan holde dig opdateret på rejseplanen, hvis du skal med tog. 

28. nov kl. 19:52

Togene kører snart til tiden igen

Ifølge Rejseplanen er det snart slut med togforsinkelser i det midt- og vestjyske 

I skrivende stund kører det første tog fra Herning St. mod Aarhus H til tiden igen klokken 20:27. 

Struer St. til Aarhus H går som som planlagt igen klokken 21:04, og på ruten Thisted St. til Strurer St. kører toget 21:35. 

28. nov kl. 19:27

Togene kører igen

Det digitale signalsystem i Vest er oppe at køre, og togene kører igen, oplyser Banedanmark. 

Forventningen er, at togene vil køre som normalt fra klokken 20, og at der ligeledes vil være normal togdrift i morgen. Banedanmark henviser til, at du tjekker rejseplanen, hvis du skal med tog. 

28. nov kl. 18:54

Forventer normal togdrift fredag

Torsdag klokken 18.30 siger vicetrafikdirektøren til TV 2, at han forventer normal togdrift fredag.

28. nov kl. 18:10

Årsag endnu uvis

Banedanmark ved torsdag aften ikke, hvad årsagen til signalproblemerne er. 

Årsagen skal undersøges i de kommende dage. 

28. nov kl. 17:46

Togdrift kan genoptages

Togdriften, der har været indstillet i flere timer, i Jylland kan så småt genoptages, da det digitale signalsystem er oppe at køre igen.

Det oplyser vicedirektør for Banedanmark Nicolai Smidt Sigsgaard ifølge Ritzau til DR.

Der vil dog gå en del tid, før at passagererne kan forvente normal togdrift.

- Det, der sker nu, er at vi skal have personale ud til de 31 tog, som holder stille på forskellige perroner. Togene skal så køres til endestationerne, og det tager tid, siger han til mediet.

Det ventes, at man ville kunne køre i timedrift fra klokken 20 torsdag aften, men at togdriften vil være påvirket af forsinkelser og aflysninger resten af torsdag.

28. nov kl. 17:39

Problemer med mobilnet påvirker forstyrret togdrift

Driftsforstyrrelserne på TDC's mobilnetværk påvirker Banedanmark, som torsdag aften kæmper med forstyrrelser på det digitale signalsystem i Jylland.

Det skriver Center for Cybersikkerhed i en pressemeddelelse.

Torsdag eftermiddag har Banedanmark været nødsaget til at indstille togdriften på en række jyske togstrækninger.

Alle mand er ifølge Banedanmark på dæk for at finde ud af, hvad problemet er og på sigt løse det.

Men problemer med TDC Net's mobilnet har besværliggjort Banedanmarks arbejde yderligere.

- Problemerne med mobilnetværket har også påvirket Banedanmarks håndtering af driftsforstyrrelserne, skriver Center for Cybersikkerhed.

/ritzau/

28. nov kl. 17:25

Prognosen er klokken 18

Vicetrafikdirektøren hos Banedanmark, Nicolai Smidt Sigsgaard, fortæller om udfordringerne med togdriften og om prognosen

0:20
28. nov kl. 17:19

Fodboldfans fanget i Vejle

På Vejle Station har flere personer været strandet, efter deres tog har været aflyst. Det fortæller TV 2s reporter på stedet Lise Bæksgaard Christoffersen.

Aflysningerne er blandt andet gået udover 50 fans af det tyske fodboldhold Eintracht Frankfurt, der er på vej til Herning for at se deres hold spille mod FC Midtjylland klokken 21.00.

- Vi kom til Danmark, fordi vi gerne vil se fodboldkampen i aften. De spiller i aften klokken 21.00, og lige nu er klokken 16.30, og toget er blevet aflyst. Lige nu er vi ved at finde ud af, hvad vi kan gøre for at komme til Herning, siger Heike Gehtz til TV 2.

Heldigvis er det lykkedes for gruppen af tyske fans at få fat i minibusser, der kan fragte dem fra Vejle til Herning i tide.

28. nov kl. 17:03

Frustrerede passagerer

DSB har tidligere meldt om passagerer fanget i tog, men det er ikke noget GoCollective har oplevet.

- Vi har haft folk til at sidde længere tid i togene, men det har været ved perron, for vi fik lov til at køre tog til perron, siger kommunikationsmedarbejder Mikkel Juul.

GoCollective har fået henvendelser fra flere frustrerede passagerer.

- Der er masser af frustrationer rundt omkring, men folk tager det pænt. Det er en træls situation at stå i.

Han opfordrer passagerne til at gøre nytte af rejsetidsgarantien.