Storcentrene er åbne igen: - Det har været en glædens dag

Storcentrene slog i dag dørene op igen efter cirka to måneder uden gæster. En længe ventet dag for både butiksejere og kunder.

Jan Mørup har et smil på læben. Endelig, efter to måneders lukning, er hans butik i Viborg åben igen.
Jan Mørup har et smil på læben. Endelig, efter to måneders lukning, er hans butik i Viborg åben igen.
Foto: Ditte Georg Poulsen, TV MIDTVEST

Butikkerne i landsdelens storcentre har ligget øde hen siden den 18. marts, hvor de blev tvangslukket på ubestemt tid.

Men det er slut nu.  

I dag var der igen liv og omsætning i butikkerne - til stor glæde for ejerne.

- Det har været en glædens dag. Endelig kan vi få lov til at gøre en forskel igen, lyder det fra Jan Mørup, som er indehaver af Sct. Mathias Ure og Guld i Viborg.

Allerede efter de første par timer begyndte det at minde om den savnede hverdag igen i storcentret i Viborg. 

- Med det samme vi åbnede, stod der kunder igen, så vi kan se, at vi hurtigt vender tilbage til en normal hverdag, og det er dejligt, fortæller Jan Mørup.

I Herning stemmer butiksejerne i. Det er en længe ventet dag.

- Jeg har glædet mig til i dag, ligesom et barn glæder sig til at pakke julegaver ud. Det er fantastisk, siger Dorthe Emilie Madsen, som ejer Moster D i Herningcentret.

2:31
Se her, hvordan Moster D forberedte sig på at åbne efter to måneder uden kunder.

Nye forholdsregler

Selvom det lugter lidt af hverdag i storcentrene igen, så er der også meget, som har forandret sig. Sprit og afstand er nu fast inventar, ligesom der er lavet ekstra tiltag mod coronaen.

- Vi har lavet et system, så man skal holde til højre, når man går rundt herinde, ligesom vi har vagter ved alle døre, som sørger for, at der ikke er for mange i centeret, forklarer Jesper Maagaard, som er centerchef i Sct. Mathias Centret i Viborg.

Også i HerningCentret tæller de gæster for at sikre, at der ikke er for mange i centret. Men der er altså plads til 4.000, før dørene klapper i.

- Vi har haft lige så mange kunder, som vi havde den samme mandag sidste år, så det er et godt tegn, men jeg tør godt garantere, at der ikke kommer for mange gæster herind i dag, forklarer centerchef Kim Lauritsen.

Mens vi talte med centerchefen var der knap 750 gæster i centret.

2:29
Da storcentrene blev bedt om at lukke, interviewede vi centerchef i HerningCentret Kim Lauritsen.

Glade kunder

I HerningCentret var der både fyldte indkøbsposer og smil hos kunderne.

- Det er simpelthen så dejligt, at der kommer lidt mere frihed igen, siger Isabella Borg.

Frihed til at købe de ting, som det måske har kriblet efter at få fat i de seneste uger.

- Det er skønt, jeg manglede et nyt ur, lyder det fra Aksel Løvbjerg. 

- Det er da dejligt, det har vi manglet, og jeg fik et par bukser til 200, som normalt kostede 400, fortæller Conny Schmidt Olesen.

Imens er der altså også flere, som ikke er klar til en tur i landsdelens storcentre endnu. På vores Facebookside har flere skrevet, at de ikke skal nyde noget af en shoppetur endnu.

- Nej tak. Jeg har ikke behov for at vælte rundt blandt mennesker, der ikke forstår at holde afstand, skriver Nadia Amling.

Og hun får opbakning fra mange andre.

- Ellers tak, de har ikke noget, jeg ikke trygt kan købe på nettet, skriver Peter Hansen.

Centrene må altså kigge langt efter nogle af deres faste gæster lidt endnu. Men det vidste de faktisk også godt.

- Vi er selvfølgelig godt klar over, at folk ikke vil ankomme i busser hertil første dag, og det skal de heller ikke. Men vi har forberedt os efter Sundhedsstyrelsens vejledninger, og vi er klar, siger Jesper Maagaard, som er centerchef i Sct. Mathias Centret i Viborg.