Storbrand i Herning
Beredskabsstyrelsen måtte tilkaldes som assistance, og alle de kommunale slukningskøretøjer var i drift. En stor lagerhal stod lørdag aften i flammer.
Branden opstod i en fabrikshal på Hvidkildevej i Tjørring, der bliver brugt som lagerhotel.
Over 50 brandfolk kæmpede det meste af natten mod flammerne, og begge brandstationer i Herning har sendt al mandskab til stedet. Beredskabsstyrelsen måtte også rykke ud med sluknings-materiel, ligesom der blev bedt om assistance fra brandstationen i Aulum.
Søndag formiddag var Beredskabsstyrelsen stadig til stede for at sikre at flammerne ikke brød ud igen.
Branden betød at Holstebrovej var spærret i adskillige timer, for at gøre plads til udrykningskøretøjerne.
Indsatslederen oplyser at der i alt er brugt over 1 million liter vand til slukningsopgaven.