Stor svindelsag mod vognmand

Politiet forbereder sag om svindel med køre- og hviletidsreglerne mod stort vognmandsfirma.

180411_Lastbilrat.jpg

Midt- og Vestjyllands Politi efterforsker en omfattende sag om svindel med køre- og hviletidsreglerne mod et stort vognmandsfirma.

Politiet er indtil videre meget tilbageholdende med oplysninger og vil ikke fortælle, hvor vognmanden kommer fra, men vicepolitikommissær Hans Erik Øst Jensen fra færdselspolitiet bekræfter, at der er tale om en meget stor sag mod et firma, der også kører i udlandet.

Firmaets chauffører skulle angiveligt have snydt med den computer, der registerer hastighed og pauser på turene - og selv om der endnu ikke er rejst sigtelser i sagen, har rygtet om en sag med systematisk svindel allerede spredt sig i branchen.

Formanden for Vestjyllands Vognmandsforening, Poul Jørgensen, understreger, at foreningen på det kraftigste tager afstand fra svindel med køre- og hviletidsreglerne. Den slags går både ud over sikkerheden på landevejene og konkurrence-situationen, siger han.

Sagen er så omfattende, at politiet først regner med at være færdige med efterforskningen til sommerferien.

 

1:52
Politiet forbereder sag om svindel med køre- og hviletidsreglerne mod stort vognmandsfirma her fra landsdelen.