Stor politisk uenighed om unge på knallert

Der er stor uenighed, når det kommer til, hvorvidt unge ned til 15 år skal have lov til at køre på knallert.

Kristian Pihl Lorentzen så gerne, at det blev lovligt for 16-årige at køre på de store knallerter.
Kristian Pihl Lorentzen så gerne, at det blev lovligt for 16-årige at køre på de store knallerter.
Foto: Richard Gaarn Svendsen

Det giver en enorm bevægelsesfrihed, når man som ung bliver gammel nok til at få knallertkørekort. Men er det overhovedet en god idé at køre knallert, når man bare er 15 år? Det er der stor politisk uenighed omkring.

- Jeg synes, det var en stor landvinding, ikke mindst for unge i landdistrikterne, da vi fik sænket aldersgrænsen fra 16 til 15 år, siger Venstres transportordfører Kristian Pihl Lorentzen.

Det er fire år siden, at grænsen blev sænket med ét år. Nu viser en rapport fra Rådet for Sikker Trafik, at dobbelt så mange 15-årige kommer til skade i trafikken. Derfor opfordrer rådet til, at man sløjfer loven.

- Vi kan se, at det går ud over trafiksikkerheden, og derfor synes jeg, at man skulle sløjfe de 15-årige fra loven igen, siger Andreas Steenberg, der er transportordfører for Radikale Venstre.

Udviklingen skræmmer dog ikke den knallert-begejstrede ordfører.

- Det er jo ikke et argument for, at vi afskaffer den transportform. Tværtimod skal vi gøre meget mere for, at de unge kender færdselsreglerne, og at de kører lovligt, siger Kristian Pihl Lorentzen.

16-årige i bil

Ikke kun ulykkesstatistikkerne er større hos de 15-årige. Midt- og Vestjyllands Politi har også oplevet en kraftig stigning i antallet af ulovlige og beslaglagte knallerter hos de 15-årige. På trods af udviklingen ser Venstre gerne, at man går skridtet videre og sænker aldersgrænsen for den store knallert 45 fra 18 til 16 år.

Kan du ikke være bekymret for, at det giver endnu flere uheld blandt helt unge?

- Ikke hvis folk kører lovligt, og det er det, vi tager udgangspunkt i. Man skal ikke køre på borede knallerter. Man skal overholde reglerne, så er vi ikke bekymret for det, siger Kristian Pihl Lorentzen.

Hos Radikale Venstre er de lodret uenige i den tanke.

- Der er jeg faktisk lige ved at sige, så vil jeg hellere lade dem køre i bil end at sidde på de her kraftfulde køretøjer, hvor, hvis man kører galt, så har man ingen beskyttelse, siger Andreas Steenberg.

De små knallerter må højst køre 30 kilometer i timen, mens de store altså må køre 45 kilometer i timen.

2:30
Trods flere uheld og flere ulovlige knallerter vil Venstres transportordfører lempe aldersgrænsen yderligere.