Stor politiaktion i Kibæk

En anmeldelse om tre personer, som blev tilbageholdt i en lejlighed i Kibæk og truet med et jagtgevær, fik politiet til at rykke masivt ud.

Politi.dk patruljebil.jpg

Ved 22-tiden modtog Midt- og Vestjyllands Politi en anmeldelse om, at tre personer blev tilbageholdt i en lejlighed i Kibæk. Anmeldelsen kom fra en fjerde mand, som en af de tilbageholdte havde ringet til fra lejligheden. Anmelderen oplyste, at personerne i lejligheden blev truet med et jagtgevær, hvorfor politiet ikke turde at tage nogen chancer og rykkede ud med et anholdelseshold bestående af tre patruljer og en indsatsleder.

Da politiet er ved at omringe lejligheden, får de at vide, at der nu kun er en af de tilbageholdte personer tilbage i lejligheden. Han fortæller, at han sammen med en af de andre tilstedeværende er blevet truet til at aflevere penge til den påståede gerningsmand. I følge ham er der ikke blevet truet med noget jagtgevær.

Politiet anholder efterfølgende den påståede gerningsmand på en adresse i nærheden. Den 32-årige mand er blevet sigtet for røveri og frihedsberøvelse.

I et grundlovsforhør onsdag eftermiddag blev den 32-årige mand, som stammer fra Århus,  ifølge Herning Folkeblad varetægtsfængslet i 4 uger. Det kommer dog til at foregå i surogat på en retspsykiatrisk afdeling.