Stor forskel: Se, hvad din kommune bruger på renovering og byggeri

Struer investerer over dobbelt så meget som Ringkøbing-Skjern per indbygger, når det kommer til renovering og byggeri af blandt andet kommunale institutioner.

I gennemsnit investerer kommunerne landet over 2.920 kroner per indbygger. Samlet set investerer de midt- og vestjyske kommuner 65 kroner mere per indbygger.
I gennemsnit investerer kommunerne landet over 2.920 kroner per indbygger. Samlet set investerer de midt- og vestjyske kommuner 65 kroner mere per indbygger.
Foto: Karsten Mortensen

Der er stor forskel på, hvor mange penge de midt- og vestjyske kommuner bruger på at lappe huller i vejene samt bygge og renovere skoler, plejehjem, sportshaller og børnehaver.

Ifølge nye tal fra DI Dansk Byggeri har man i Struer og Holstebro de seneste tre år i gennemsnit brugt henholdsvis 3.900 og 3.800 kroner per indbygger om året. Ringkøbing-Skjern har som den, der har investeret mindst, brugt knap 1.900 kroner per indbygger.

- Det er min oplevelse, at vores midt- og vestjyske kommuner gerne vil være attraktive for såvel borgere som virksomheder – det gælder både for at holde fast i dem, der allerede bor her, og i forhold til at tiltrække nye. For virksomhederne er det vigtigt, at de har adgang til den arbejdskraft, som de har brug for, og det kræver, at det er attraktivt at bo her, og at der er gode skoler, børnehaver og fritidstilbud. Antallet af kroner, som kommunerne investerer per indbygger, afspejler, at det er vigtig dagsorden i Midt- og Vestjylland, udtaler Michael Nielsen, der er formand for DI Dansk Byggeri Midt- og Vestjylland, i en pressemeddelelse.

I gennemsnit investerer kommunerne landet over 2.920 kroner per indbygger. Samlet set investerer de midt- og vestjyske kommuner 65 kroner mere per indbygger.

- Flere af vores kommuner ligger på niveau med store kommuner som København og Aarhus, der jo bruger mange penge på for eksempel skoler og daginstitutioner, da der kommer mange børn, så der er ingen tvivl om, at de midt- og vestjyske kommuner investerer i fremtiden og fremtidens bosætning af både borgere og virksomheder. Her er det vigtigt, at de også husker at tænke grønt, udtaler Michael Nielsen.

På landsplan topper Rødovre listen ved i gennemsnit at bruge næsten 5.100 kroner per indbygger. Brønderslev er med godt 1.200 kroner per indbygger den kommune, der investerer mindst.