Støjberg om flere penge til politiet: Vi skal i gang med forhandlinger nu

Venstres retsordfører Inger Støjberg ønsker, at forhandlingerne om at få flere ressourcer til politiet snart kommer i gang.

- Jeg ser jo gerne, at politikredsen får bevilget penge til at ansætte de politifolk, som vi nu bruger nede på Kærshovedgård.

Sådan lød det tidligere på ugen fra Claus Hilborg, der er politiinspektør hos Midt- og Vestjyllands Politi. TV MIDTVEST har hele ugen fortalt om, hvordan en ny lovændring har gjort, at der skal bruges flere betjente på opgaver i forbindelse med Udrejsecenter Kærshovedgård.

Det forholdte retsordfører for Venstre og tidligere Udlændinge- og Integrationsminister, Inger Støjberg, her til aften sig til.

- For det første så var det jo netop meningen, at vi skulle have strammet op, så man kunne mærke det omkring Kærshovedgård, for vi kan simpelthen ikke være andet bekendt. Det har selvfølgelig trukket nogle politibetjente.

- Næste skridt er jo så selvfølgelig, at vi skal i gang med nogle politiforhandlinger. Det har den nuværende regering udskudt. Det synes jeg er forkert, for jeg vil netop gerne i gang med det her, så vi kan få nogen flere betjente uddannet, fortæller Støjberg.

Når I sætter en ekstra indsats ind på Kærshovedgård, er det så ikke rimeligt, at I også sender penge med, så politiet har kræfterne til at løfte den opgave?

- Jo, men jeg har jo generelt sagt, at jeg mener, at politiet skal have flere ressourcer, så det skal man selvfølgelig også i det midt- og vestjyske. Derfor synes jeg også, at det er en skam, at den nuværende regering har udskudt politiforhandlingerne, for det kræver selvfølgelig ekstra ressourcer til politiet, når man kræver, at det skal udføre nogle ekstra opgaver, fortæller Inger Støjberg.

Inger Støjberg om Kærshovedgård.
Tema

Retssystem på overarbejde


Læs flere artikler fra Midt- og Vestjylland eller i kategorien Politik.