Støjberg afviser ikke at gå efter formandsposten i Venstre

Inger Støjberg er ikke afklaret om, hvorvidt hun vil melde sig ind i kampen om formandsposten, det fortæller hun til Altinget.

Det er endnu uvist, om Venstre ender med at blive kastet ud i et kampvalg, når efterfølgeren til statsminister Lars Løkke Rasmussen en dag skal findes. 

quoteMan skal både have evnen, lysten og viljen. Jeg ved ikke, om jeg har evnen og lysten. Men jeg ved, at hvis det kom dertil, så ville jeg have viljen

Inger Støjberg 

Partiets næstformand, Kristian Jensen, har meldt klart ud, at han agter at overtage formandsposten, og de fleste af hans modkandidater er faldet fra. Men der er én, der stadig ikke vil bekende kulør.

Inger Støjberg er nemlig ikke afklaret om, hvorvidt hun vil melde sig ind i formandskampen. Det fortæller hun i et stort interview med Altinget.

Men hvis vi lige ser bort fra tesen om, at Løkke fortsætter 20 år endnu, har du så afgjort, om du er kandidat til for mandsposten næste gang?

- Man skal både have evnen, lysten og viljen. Jeg ved ikke, om jeg har evnen og lysten. Men jeg ved, at hvis det kom dertil, så ville jeg have viljen, siger hun til Altinget.

Gode chancer i urafstemning

Vurderingen er, at Kristian Jensen vil vinde over hende, hvis valget som hidtil foretages af de delegerede på Venstres landsmøde. Men en urafstemning blandt alle Venstres medlemmer, spås Støjberg derimod gode chancer.

Urafstemning bliver blandt andet brugt til valg af formand i Socialdemokratiet. Inger Støjberg vil i interviewet med Altinget ikke komme nærmere ind på, om Venstre bør ændre måden, partiet vælger formand på:

- Mig bekendt er Venstres vedtægter sådan, at det er landsmødet, der vælger den nye formand. Jeg har ikke spekuleret over, om man skal ændre på det, for det er en helt uaktuel diskussion. Jeg arbejder hårdt på, at vi vinder, og at Lars Løkke fortsætter lang tid endnu, siger hun til Altinget.

Venstres medlemmer samles i weekenden til landsmøde i Herning, og der spekuleres i, om det bliver det sidste landsmøde, inden partiet skal vælge en ny formand. 

Se Inger Støjberg i Politikerliv hos Klaus Knudsen Pedersen tilbage i 2014. 

Læs flere artikler fra Midt- og Vestjylland eller i kategorien Politik.