Stjernespiller forlænger med FCM

FC Midtjylland har forlænget kontrakten med den hollandske landsholdsspiller Nycke Groot.

FCM_Haandbold_klynge.jpg

Selv om Nycke Groot og FC Midtjylland også havde papir på hinanden i næste sæson, så har parterne allerede nu valgt at forlænge aftale med yderligere et år, så den hollandske landsholdsspiller har kontrakt med FC Midtjylland for de kommende to sæsoner.

Det skriver klubben i en pressemeddelelse.

Og at Nycke Groot vælger at forlænge kontrakten med yderligere et år allerede nu er et cadeau til klubbens arbejde, mener cheftræner Helle Thomsen, der er glad for, at hun også i de kommende to sæsoner råder over den hollandske profil.

- Det er helt vildt fantastisk, at vi kan holde på Nycke. Det er et scoop. Hun er blevet kåret til den bedste spiller i Ligaen, og hun har lige spillet et rigtigt flot Final4. Alle ved, hvor stor værdi hun har for os, siger Helle Thomsen.

- At hun vælger at blive hos os viser, at hun har nogle værdier, hvor det ikke kun drejer sig om penge, men hvor trivsel og udvikling er lige så vigtigt. Det er rigtig stort, at vi kan holde på hende, for hun er en spiller, som er interessant for både danske og udenlandske klubber.

Netop trivslen har da også været afgørende for, at den 26-årige playmaker har valgt at sætte sin underskrift på en kontraktforlængelse med den danske mesterklub.

- Jeg er rigtig glad for at være i FC Midtjylland. Jeg har det godt på holdet, og jeg kan lide at være i miljøet, siger Nycke Groot, der mener, at den midtjyske hede fortsat er det rigtige sted for hendes udvikling.

- Jeg føler stadig, at jeg kan udvikle mig i FC Midtjylland, og det synes jeg også, at jeg har gjort, siden jeg kom til klubben, siger Groot, der er i gang med sin tredje sæson i klubben, hvor hun i de seneste par sæsoner har haft en vigtig rolle på holdet.

Nycke Groot står noteret for 121 kampe i FCM-trøjen.