Stjæler mobilen din koncentration? Her er 10 gode råd

Her får du 10 gode råd til, hvordan du bedst muligt holder koncentrationen, når du fx skal læse til eksamen.

De sociale medier overtager nemt opmærksomheden, når den står på eksamenslæsning.
De sociale medier overtager nemt opmærksomheden, når den står på eksamenslæsning.
Foto: Emilie Grav, TV MIDTVEST

Det er svært at holde fokus på læsningen – og selvom eksamenen står for døren.

Og faktisk er et blevet sværere end nogensinde. Det viser den nyeste undersøgelse af gymnasieelevers forhold til de sociale medier.

Men det er der råd for – helt præcist 10 styk. Her får du TV MIDTVEST’s guide til, hvordan du opretholder koncentrationen under eksamenslæsningen:

1. Læg en plan. Du kan ikke nå at læse alt, men du kan nå at læse det vigtigste. Planlæg, hvilke dage du vil nå hvad – og revidér planen løbende, hvis den skrider.  

2. Sæt et ur – og hold tiden. Det går ud over koncentrationen, når du hele tiden bliver afbrudt. Sæt et stopur og hold dig selv op på, at du VIL koncentrere dig, indtil uret ringer.

3. Læg telefonen væk. Hvis nogen vil dig noget vigtigt, så ringer de. Du har jo alligevel aldrig fået en meget vigtig sms. Og hvis du alligevel har svært ved at holde fingrene fra telefonen, så findes der apps, som kan hjælpe dig – for eksempel appen ’Moment’. Du kan også gå til ekstremerne og bede en anden om at passe på din telefon, mens du læser og kun sige til, hvis den ringer.

4. Log af Spotify, Facebook, mail, Instagram – og hvad du ellers har åbnet automatisk på computeren. Hvis du vil gå til ekstremerne, så få nogen til at tage dit modem. Målet er, at du ikke skal få notifikationer. Får du brug for at google noget i forbindelse med din eksamenslæsning, så skriv det ned og gør det senere.

5. Sæt realistiske mål. Du ved jo godt, at du ikke kommer til at læse tre timer i træk uden at tjekke Facebook. Start med en halv time – og tag så fem minutter til at tjekke de sociale medier. Husk også at sætte uret til de fem minutter, så du ikke glemmer tiden i SoMe-land!

6. Forlad hjemmet. Tag op på skolen eller på biblioteket – der er langt færre fristelser. For når de digitale overspringshandlinger er fjernet, så bliver det garanteret lige pludselig interessant at lave aftensmad. Og trænger vindueskarmene ikke også til at blive støvet af?

7. Sid ordentligt. For eksempel på en hård stol. Hvis du ligger i sengen eller på sofaen, bliver du træt eller falder i søvn. Forskning tyder desuden på, at det styrker indlæringen at sidde i et miljø, der minder om det, du senere skal præstere i. 

8. Få en makker. En læsegruppe eller -makker er et godt redskab til at holde motivationen. I kan hjælpe hinanden med at holde jer fra overspringshandlingerne og fokusere på pensum.

9. Beløn dig selv. Om det er chokolade, en løbetur, en tv-serie eller en tur på Snappen, så husk at det også skal betale sig nu og her at læse op. Selvfølgelig ved du godt, at det er meget sjovere at gå til eksamen, hvis du kan dit pensum – men for at holde motivationen, har du også brug for nu-og-her-belønninger.

10. Slap af. Og så husk nu også at holde fri. Ingen kan læse flere døgn i træk, og du præsterer bedre, hvis du er udhvilet. 

Har du selv gode råd til, hvordan man undgår, at mobiltelefonen stjæler al opmærksomheden? Sådan skriv gerne en kommentar længere nede på siden.