Der er godt gang i landsdelens sprogskoler. Faktisk er der så mange kursister, at der ansættes undervisere overalt i det midt- og vestjyske.
- De store flygtningestrømme, der er overalt i Europa nu og også her i Danmark, påvirker os direkte, fordi flygtninge, som skal ind i integrationsprogrammer, skal i gang med danskundervisning med det samme, fortæller forstander Tove Engedal fra Lærdansk i Herning.
Inden for det seneste halve år har skolen ansat 11 nye undervisere.
- Det er jo et privilegium at kunne få lov til at hjælpe, fortæller John Gornitzka, der begyndte som underviser i Herning den 1. august.
Resten af landsdelens fem sprogcentre har i alt ansat 30 nye undervisere inden for den samme periode.